Schweiz-profil kunne intet huske efter sammenstød

16x9
Spillerne opfattede hurtigt, at Schär havde brug for hjælp. Foto: Irakli Gedenidze / Ritzau Scanpix

Fabian Schär spillede hele kampen mod Georgien, selvom han undervejs var ude for et slemt uheld.

Schweiz’ stærke forsvarsspiller Fabian Schär er tvivlsom til opgøret mod Danmark på tirsdag, og årsagen er ikke svær at få øje på.

I landets kamp mod Georgien i lørdagens EM-kvalifikation kom han gevaldigt galt af sted i det 24. minut. Her steg han til vejrs i en hovedstødsduel med Jemal Tabidze, og det skulle vise sig at blive en blodig duel.

De to spillere bankede hovederne sammen, og det gik hårdest ud over schweizeren, som faldt hårdt til jorden som følge af sammenstødet. Hurtigt var både med- og modspillere henne ved ham. Georgiske Jano Ananidze opfattede hurtigt situationens alvor og hev Schärs tunge ud af halsen.

- Det ser vildt ud. Jeg kan ikke huske noget. Jeg var knockoutet i nogle sekunder. Mit kranie summer stadig. Jeg har også nakkesmerter. Og en bule i panden. Men det var det værd, siger Fabian Schär til Blick efter kampen.

Efter nogle minutters behandling fortsatte forsvarsspilleren kampen, som han spillede til ende.

De alvorlige scener gjorde også indtryk på hans holdkammerater. Blandt andre Breel Embolo, som var tæt på Schär, da det skete.

- Jeg så hurtigt en masse blod. Og tænkte: skidt! Men så spurgte vi ham, hvor vi er, og han kendte svaret. Jeg var lettet, siger Embolo.

Schweiz vandt kampen 2-0 og topper dermed EM-kvalifikationsgruppen, hvor Danmark spiller sin første kamp på tirsdag i Schweiz.

Schär umiddelbart efter han landede efter hovedstødsduellen.
Schär umiddelbart efter han landede efter hovedstødsduellen. Foto: Irakli Gedenidze / Ritzau Scanpix