Toft peger på to andre landstræner-kandidater efter Hareide

16x9
Landstræner Åge Hareide peger på assisterende landstræner Jon Dahl Tomasson som sin afløser. Her ses de sammen under en træning ved VM i Rusland i sommeren 2018. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Åge Hareides kontrakt med Dansk Boldspil-Union udløber til sommer næste år. Parterne har endnu ikke været i seriøs dialog om fremtiden.

Landstræner Åge Hareide har over for EB udpeget Jon Dahl Tomasson som sin afløser.

Ifølge nordmanden er den assisterende landstræner det oplagte valg, fordi Dansk Boldspil-Union (DBU) ved, hvad den får, hvis den vælger Tomasson. Dertil skal den tidligere landsholdsangriber ikke igennem en ny oplæringsproces for at blive landstræner, lyder det fra Hareide.

Men ikke meget taler for, at en assisterende træner for Danmarks A-landshold rykker op i hierarkiet, når chefen siger farvel.

Ikke siden 1990 er det sket, da Richard Møller Nielsen gik fra at være assistent under Sepp Piontek til at afløse tyskeren. Selvom det egentlig var tyske Horst Wohlers, fodboldunionen foretrak i første omgang.

Derfor peger TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft på to kandidater ud over Jon Dahl Tomasson.

- Det er nærliggende, at Hareide peger på Jon Dahl Tomasson. Men i min verden af oplagte emner er der også Michael Laudrup og Kasper Hjulmand, der begge har vist deres trænerevner på hver sin front.

- Jeg er sikker på, at Tomasson gerne vil være landstræner. Han har tidligere udtalt, at han går efter et cheftrænerjob. Hans force er, at han har en stor international viden, men han mangler måske erfaring på absolut topniveau, siger Flemming Toft.

Forlængelse afhænger af kvalifikationen

Åge Hareide har kontraktudløb i sommeren 2020, men den seriøse snak mellem ham og DBU's fodbolddirektør Peter Møller om fremtiden lader vente på sig.

Den forestående EM-kvalifikation kommer til at spille en afgørende rolle for begge parter, mener Flemming Toft.

- Som det ligger nu, og Danmark kvalificerer sig til EM, kan jeg ikke forestille mig andet, end at DBU gerne vil forlænge med Åge Hareide i yderligere to år.

- Fortsætter han den resultatmæssige succes, tror jeg også, at Hareide selv vil tage to år mere, selvom han til TV 2 SPORT har udtalt, at han overvejer, om det er på tide at stoppe efter 2020. På den anden side har han også udtalt, at han kan blive angst ved tanken om en tilværelse som pensionist efter et langt liv i fodboldens verden, siger Toft.

Åge Hareide afløste Morten Olsen som dansk landstræner i december 2015. Han har vundet 16 af sine 33 kampe i spidsen for landsholdet. 12 af kampene er endt uafgjort, mens han har tabt fem.