Danmark redder sig et point efter vanvittigt comeback

16x9
Henrik Dalsgaard (tv.) scorede det forløsende mål til 3-3. Foto: Arnd Wiegmann / Ritzau Scanpix

Danmark var nede 0-3 før de sidste seks minutter af ordinær spilletid, men fik 3-3 i udekampen mod Schweiz i EM-kvalifikationen.

Det danske fodboldlandsholds lange stime af ubesejrede kampe under landstræner Åge Hareide vil ingen ende tage.

Danmark var ellers nede i sækken og på vej mod et nederlag i EM-kvalifikationens åbningskamp mod Schweiz, men på nærmest mirakuløs vis fik Danmark vendt 0-3 i det 84. minut til resultatet 3-3.

Schweiz-Danmark 3-3

  • 1-0 Remo Freuler (19’)
  • 2-0 Granit Xhaka (66')
  • 3-0 Breel Embolo (76')
  • 3-1 Mathias 'Zanka' Jørgensen (84')
  • 3-2 Christian Gytkjær (88')
  • 3-3 Henrik Dalsgaard (90'+3)
  • Dommer: Damir Skomina, Slovenien
  • Advarsler: Nicolai Jørgensen, Denis Zakaria, Manuel Akanji, Breel Embolo

Stillingen i Danmarks gruppe

  1. Irland 6 point 2-0 (2 kampe)
  2. Schweiz 4 point 5-2 (2 kampe)
  3. Danmark 1 point 3-3 (1 kamp)
  4. Gibraltar 0 point 0-1 (1 kamp)
  5. Georgien 0 point 0-3 (2 kampe)

Det sagde de efter kampen

Åge Hareide, landstræner: Nogen kalder det held, men jeg vil ikke kalde det held, når man kommer tilbage på den måde. Det viser karakteren på vores hold, det er vores store styrke. Vi har ikke tabt i 26 kampe nu.

Simon Kjær, anfører: Det var sådan en kamp, hvor man blev mere end et år ældre, men nu endte resultatet, som det gjorde. Det kunne også have været en forfærdelig aften. Nu er det en glædelig aften, og jeg tror også godt, I kan forestille jer, hvilke smil der var på læberne i omklædningsrummet.

Christian Eriksen: Vi styrede måske de første fem minutter af kampen, men efter det overlod vi meget initiativ til dem. Vi løb meget efter bolden og kom meget for sent. Det gjorde, at vi løber mange forgæves meter.

Henrik Dalsgaard: Jeg har følelsen af, at vi kan slå hvem som helst. Selv på en rigtig dårlig dag fik vi 3-3 ude mod Schweiz. Vi skal have mere kvalitet fremover, men pointmæssigt var det en fin start. Spillet var måske ikke det kønneste. Vi hældte bare boldene ind og begyndte at vinde andenbolde.

Landsholdet skal være glad for pointet, men skuffet over kampen. Det var en ualmindelig dårlig dansk indsats, som virkelig maner til eftertanke. Der var så mange, der slet ikke havde kvalitet i løbet af kampen. Der er virkelig noget at tænke over og arbejde med for landstræner Åge Hareide. Så derfor skal holdet bare være lykkelig for at hive et point med hjem fra Schweiz.

Sådan forløb kampen

/ritzau/

I kampens tillægstid blev Henrik Dalsgaard Danmarks helt, da han headede udligningen ind. Forinden havde Mathias 'Zanka' Jørgensen og indskiftede Christian Gytkjær reduceret.

Dermed er landsholdets stime som ubesejret i ordinær spilletid under Åge Hareide oppe på 26 kampe.

- Det er et billede på fodboldens vanvid. Det var et dansk landshold, der i store dele af kampen er spillet ud af banen. De spiller ualmindeligt usammenhængende, er dårligt taktisk forberedt, uengageret på mange områder og så med afleveringer, som overhovedet ikke hang sammen, siger Flemming Toft i sin analyse af kampen.

Schweiz var på forhånd udpeget som Danmarks hårdeste konkurrent i kampen om de to EM-pladser fra Danmarks kvalifikationsgruppe, og efter en lidt vaklende start viste schweizerne hvorfor.

Åge Hareide havde bebudet fuld fart frem i det første kvarter, og med to afslutninger inden for det første minut, så nordmandens plan lovende ud.

Hurtigt kom kampen dog over på schweizernes præmisser. Hjemmeholdet havde blandt andet succes med diagonalbolde mod Danmarks bagkæde.

Kampens første mål faldt dog på anden vis i det 19. minut. Efter hurtige schweiziske kombinationer og et afrettet langskud havnede bolden hos Albian Ajeti, der med ryggen til mål lagde den til rette for Remo Freuler, der med et hårdt skud scorede på Kasper Schmeichel.

Lige efter scoringen stod hele det danske hold oppe i hovedet dommer Damir Skomina og appellerede for hånd på bolden inden oplægget til målet.

Scoringen gjorde ikke noget godt for det danske spil. I resten af første halvleg løb danskerne for det meste og jagtede bolden til lyden af trompetmusik fra de halvfulde tribuner med 18.352 tilskuere.

Fra anden halvlegs start var det danske spil mere lovende, og derfor var det ekstra bittert for de danske spillere, at muligheden for at få point blev meget mindre midtvejs i halvlegen.

Efter endnu et hurtigt schweizisk opspil havnede bolden for foden af Granit Xhaka, og fra kanten af feltet tordnede han bolden højt ind i målet bag Schmeichel.

Christian Eriksen fik en god mulighed for at reducere, men han kunne ikke matche den schweiziske skarphed. Et kvarter før tid så kampen endegyldigt ud til at blive lukket, da Breel Embolo scorede til 3-0 efter et hjørnespark.

Men spænding blev der alligevel.

Først headede Mathias "Zanka" Jørgensen bolden i mål efter et frispark fra Christian Eriksen i det 84. minut, og fire minutter senere reducerede Christian Gytkjær, da han blot skulle omsætte Yussuf Poulsens gode oplæg.

Det gjorde for alvor schweizerne nervøse, og i den nervebetonede afslutning havde både Eriksen og Dalsgaard gode afslutninger, før sidstnævnte steg til vejrs og stangede en udligning ind til sjældent sete jubelscener.

Schweiz: Yann Sommer - Kevin Mbabu, Manuel Akanji, Nico Elvedi, Ricardo Rodriguez (Loris Benito 46'), - Remo Freuler, Granit Xhaka (Djibril Sow 79'), Denis Zakaria - Breel Embolo, Albian Ajeti (Admir Mehmedi 72'), Steven Zuber.

Danmark: Kasper Schmeichel - Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Mathias 'Zanka' Jørgensen, Jens Stryger Larsen - Lasse Schöne (Pierre-Emile Højbjerg 70'), Thomas Delaney, Christian Eriksen - Yussuf Poulsen, Nicolai Jørgensen (Christian Gytkjær 70'), Martin Braithwaite.