Spørgsmål på pressemøde gjorde Simon Kjær forlegen

Dagen, hvor Danmark tager hul på EM-kvalifikationen mod Schweiz, markerer to milepæle for Sevilla-spilleren. I livet og i fodboldkarrieren.

Da spørgsmålet var stillet, og oversættelsen fra engelsk til tysk var i gang, kiggede Kasper Schmeichel på Simon Kjær.

Målmanden smilede, men fik ikke et smil retur.

Det var ikke et spørgsmål, landsholdets anfører var den største tilhænger af dagen inden Danmarks vigtige åbningskamp i EM-kvalifikationen mod Schweiz.

- Jeg sad og blev lidt forlegen over det, siger Simon Kjær til TV 2 SPORT.

Men på det officielle pressemøde mandag aften gik det naturligvis ikke ubemærket hen, at han tirsdag fylder 30 år og samtidig kommer ind i top-10 over spillere med flest landskampe for Danmark.

Schmeichel og landstræner Åge Hareide blev spurgt om Kjærs indflydelse på holdet.

- Jeg vil egentlig bare helst have, at der er fokus på at spille fodbold og ikke så meget andet. Jeg bruger ikke selv særligt meget tid på det, siger Simon Kjær, der for tredje gang skal spille landskamp på sin fødselsdag.

Kasper Schmeichel (th.) smiler til Simon Kjær, der fylder 30 år tirsdag. Her møder Danmark også Schweiz i EM-kvalifikationen.
Kasper Schmeichel (th.) smiler til Simon Kjær, der fylder 30 år tirsdag. Her møder Danmark også Schweiz i EM-kvalifikationen. Foto: TV 2 SPORT

- Selvfølgelig har der været lidt mere den her gang, fordi det er et lidt andet nummer, end det har været andre gange. Det skulle være et eller andet specielt, men jeg fokuserer på kampen. Folk ved godt, hvilken fødselsdagsgave jeg kunne tænke mig.

Fra måske ikke at være den, der sagde mest, er han den, der altid styrer tingene nu

Nicolai Jørgensen om Simon Kjær

Stolt over top-10-plads

Hvad er det for én?

- Det er at få et godt resultat hernede i Schweiz og spille en god kamp for holdet. Jeg synes, vi har haft en god forberedelse, og folk ser fit ud, så jeg glæder mig, siger han.

Flest landskampe (top-11)

  • 1. Peter Schmeichel - 129 kampe
  • 2. Dennis Rommedahl - 126 kampe
  • 3. Jon Dahl Tomasson - 112 kampe
  • 4. Thomas Helveg - 108 kampe
  • 5. Michael Laudrup - 104 kampe
  • 6. Morten Olsen - 102 kampe
  • 7. Martin Jørgensen - 102 kampe
  • 8. Thomas Sørensen - 101 kampe
  • 9. Christian Poulsen - 92 kampe
  • 10. John Sivebæk - 87 kampe
  • 11. Simon Kjær - 86 kampe
  • 11. Christian Eriksen - 86 kampe

Statistikken er opgjort før Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Schweiz 26. marts 2019.

Kilde: Dansk Boldspil-Union.

I Basel spiller Simon Kjær sin landskamp nummer 87. Det er samme antal som John Sivebæk, og i kvalifikationen til EM i 2020 kan han også overgå nummer ni på listen, Christian Poulsen, der har optrådt 92 gange i rødt og hvidt.

- Det er et privilegium at komme blandt de navne. Det er noget, der gør mig stolt, og det er et sted i min karriere, jeg vil komme til at huske, når jeg kommer til at se tilbage, siger Kjær.

- Det er stort for mig, men det skal helst ikke stoppe her. Jeg har nogle mål, jeg skal nå, så det er et skridt på vejen, men jeg er selvfølgelig utrolig stolt og beæret over at komme ind i top-10.

Fra stille knægt til moden leder

Forsvarsspilleren fra Lund nær Horsens overtog anførerbindet på landsholdet fra Daniel Agger, og siden sin landskamp nummer 59 mod Bosnien-Hercegovina 3. juni 2016 er han gået forrest.

Han er tydeligt modnet af et liv på fodboldens globale motorvej og det at blive far

Flemming Toft om Simon Kjær

Landsholdkolleger står i kø for at rose hans udvikling - som leder, som menneske og som spiller.

- Han har været med til at skabe den harmoni, vi har nu, og det har han gjort fantastisk. Han har virkelig løftet sig som anfører. Fra måske ikke at være den, der sagde mest, er han den, der altid styrer tingene nu og viser, at det er ham, der har ansvaret og tør tage ansvaret. Det har jeg stor respekt for. Jeg synes virkelig, han har udviklet sig og gør det rigtig godt, siger Nicolai Jørgensen.

- Jeg mødte Simon første gang på U21-landsholdet. Man kunne straks se, at han havde store kvaliteter. At være blandt de ti spillere med flest kampe for Danmark taler for sig selv. Han er vores anfører. Lederen, alle regner med. Det siger en masse om hans personlighed. Nu vil jeg nødig gøre ham forlegen, men han er en supergod spiller og anfører, siger Kasper Schmeichel.

- Han har en fantastisk indflydelse på holdet. Han er god mod de andre spillere, og han bekymrer sig om dem. Det viste han ved VM. Som anfører er det vigtigt ikke kun at være en god fodboldspiller, men også at bekymre sig om andre mennesker og spillere, lyder det fra landstræner Åge Hareide.

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft kan tydeligt huske, hvad nordmanden refererer til.

- Det var Simon Kjær, der tog initiativ til, at spillerne gav Jonas Knudsen et privatfly, så han kunne komme hjem fra Rusland for at se sin nyfødte datter, siger Toft, inden han fortsætter:

- Simon Kjær har hvert eneste år lagt på som person og som spiller. Han har en særlig vinderattitude, som smitter. Han er tydeligt modnet af et liv på fodboldens globale motorvej og det at blive far. En stille knægt nu med brystkassen spændt, tatoveringerne markante og masser af meninger om livet og det at være leder.

EM med kampe i Danmark må ikke glippe

Af højdepunkter i karrieren nævner Simon Kjær slutrunderne. For ham vil de altid være noget specielt.

- Det er noget unikt hver gang. Hver slutrunde er sin egen. Den seneste i Rusland er klart den gang, hvor vi havde størst muligheder. Det er måske også den mest bitre måde at ryge ud på, siger han med henvisning til nederlaget til Kroatien efter straffesparkskonkurrence.

Det er noget, vi aldrig nogensinde må misse

Simon Kjær om EM 2020

- Men at være anfører ved en slutrunde og for den her gruppe af spillere, med den udvikling, vi har været igennem, er jeg stolt over. Der er mange højdepunkter, men slutrunderne helt sikkert.

Nu håber han at kunne komme med til endnu én. Og for ham og resten af landsholdet vil det at kvalificere sig betyde ekstra meget, fordi Danmark i så fald skal spille to gruppekampe i Parken i København.

- Jeg tror ikke helt, folk forstår størrelsen af det, fordi det stadigvæk er langt væk, men når vi kommer tæt på, kommer folk til at forstå, hvor stort det er med en slutrunde i Danmark. Det er noget, vi aldrig nogensinde må misse.

- Men vi ved også godt, at der skal hårdt arbejde til. Jeg kan love alle, at vi kommer til at give alt, hvad vi har, siger Simon Kjær.

Den nu 30-årige Kjær er ikke den eneste, der runder 87 landskampe mod Schweiz og dermed får en plads i det fornemme selskab. Det gør Christian Eriksen også.

Der er kampstart i Basel klokken 20.45. Følg kampen i TV 2 SPORTs liveblog.

Danmarks trup mod Schweiz