Den attitude bringer landsholdet til EM i 2020

16x9
De danske spillere jubler efter udligningen i tillægstiden mod Schweiz. Foto: Fabrice Coffrini / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR

Man kan godt bestå med dårlige karakterer . Det har jeg selv prøvet i min skoletid. Og det var, hvad landsholdsspillerne oplevede under Åge Hareides gårdvagt tirsdag i Basel.

Medierne har ikke spredt top-tal på diverse skalaer, men måltavlen viser godkendt på en forunderlig afslutning. Så langt, så godt. Og det smørrede grin nægter at forlade det ansigt, der lå i folder i alt for mange minutter på St. Jakob-Park.

Hareide og co. skal dykke ned i den kritiske pose og vurdere, som de altid gør

Kilde

0-3 blev til 3-3 på en særlig tro, hvor kollektivet - stærkt opfordret af kaptajn Simon Kjær - nægtede at give op på den efterhånden uforanderlige vilje og på tre mål af tre spillere, der inden den landskamp havde lavet ét mål - tilsammen.

Det var, som om Sankt Bernhardshunden kom på det rigtige tidspunkt, som den ofte gør, når rejsende er faret vild. Eller rettere: De danske spillere kaldte på den i sidste øjeblik.

Begejstringen over slutfacit bør være større end evalueringen af hver enkelt spiller. Det her var fællesskabets resultattriumf og en fed streg under Hareides førsteprioritet: Never-give-up. Sammenholdet var ret beset bedre end sammenspillet. Den attitude bringer landsholdet til EM i 2020.

Problemer på backs

Alligevel skal Hareide og co. dykke ned i den kritiske pose og vurdere, som de altid gør. Back-problemet skal løses, så der kommer en bedre defensiv og mere bæredygtig offensiv ud af det. Jens Stryger er i Udinese højre back - fast i Serie A. Det forekommer ham mere naturligt og brugbart.

Henrik Dalsgaard har normalt bygget sit spil på stabilitet, men i de to kampe her mod Kosovo og mod Schweiz har han haft for mange “slip”. 3-3-målet trækker gevaldigt op, men kantspillet generelt har for tynde ben - i begge sider.

Det centrale forsvar er bæredygtigt med klasse hos både Simon Kjær og Mathias Zanka. Midtbanen skal der ikke pilles meget ved. Thomas Delaney fra felt til felt har fast plads, mens Lasse Schöne, som ellers er i kanonform, nok skal kæmpe med Pierre-Emile Højbjerg om at blive Delaneys sidemand.

Christian Eriksen er der ingen, der rører. En ganske almindelig 1. halvleg mod Schweiz, men så steppede han op. Uden at score, hvilket efterhånden er en sjældenhed. Landsholdet skal bare arbejde mere og mere på alternativer i spillet, når Eriksen dækkes tæt. Det vil han blive hver eneste gang.

Angribere uden mål

Jeg kan ikke blive helt klog på Yussuf Poulsen, selvom jeg synes mere og mere om hans energi, hans lyst til at udfordre og hans (for modstanderen) irriterende spillestil. Han spiller normalt i et tomandsangreb med Timo Werner i Leipzig - og scorer flittigt. Lidt mindre flakkende på landsholdet, og han vil lave mål også der.

Martin Braithwaite har i et par kampe vist, at han lægger på, selvom jeg stadig savner de kvalificerede afslutninger og mere meningsfulde løb. 3 mål i 31 landskampe er lige i underkanten.

Og så er der Nicolai Jørgensen, som jeg har været lidt kritisk overfor. Det er ikke personen Nicolai Jørgensen, men savnet af spilleren Nicolai Jørgensen. 9 mål i 38 landskampe er ikke til storpral for en spidsangriber. Han kan så meget, han arbejder så meget, han vil så meget - men han er tydeligvis uden den selvtillid, der prægede hans begyndelse i det hollandske.

Han har ikke rigtig været der siden før VM-slutrunden sidste år, og nu handler det om spilletid i Feyenoord eller klubskifte til sommer. Måske Hareide skal se sig om efter et alternativ.

Christian Gytkjær laver mål i det polske, han er mere decideret boksspiller end Nicolai Jørgensen. Andreas Cornelius med fysikken spiller ikke meget i Bordeaux, og Kasper Dolberg kommer ikke rigtig med det egentlige gennembrud. Der skal tænkes - og ledes.

Hareide taber ikke

Og i høstakken finder Hareide helt sikkert Jacob Bruun Larsen, som jeg ved, han har et rigtig godt øje til som venstrekant - og Robert Skov, som måtte melde skadet fra til de to kampe.

Dette var efterveerne oven på en ligegyldig kamp mod Kosovo og et resultat mod Schweiz. Tilbage er bare at konstatere, at landsholdet - med tyk streg under hold - ikke taber kampe under Hareide.

Men de må meget gerne vinde nogle.