Frisparksdrøn grundlagde Atletico-sejr over danskerklub

Et suverænt frispark af Antoine Griezmann grundlagde Atletico Madrids sejr over danskerklubben Celta Vigo i La Liga.

Atletico Madrid sørgede for at holde afstand til Real Madrid i La Liga med en sejr på 2-0 over Celta Vigo lørdag aften.

I det 42. minut sørgede Antoine Griezmann for en pauseføring på 1-0, da han bragede bolden op i målhjørnet direkte på frispark fra en position et par meter uden for feltet.

Og med godt et kvarter igen stod franskmanden for oplægget til 2-0, da han fra midten af banen spillede Alvaro Morata fri i et kontra-angreb. Spanieren afdriblede Celta Vigos målmand uden problemer, inden han scorede til kampens kampens resultat.

Troen på at vinde mesterskabet led dog et alvorligt knæk efter sidste weekends nederlag til Barcelona, og med lørdagens tre point er Atletico Madrid stadig ni point efter topholdet.

Det kunne også mærkes på Griezmann efter sejren over Celta Vigo.

- Vi vil prøve at slutte af så godt som muligt i ligaen med de kampe, vi har tilbage. Vi spiller for vores stolthed, og det er det, sagde han efter kampen.

Hos gæsterne blev Pione Sisto skiftet ind midt i anden halvleg, mens Mathias Jensen og Andrew Hjulsager så hele kampen fra bænken.

Med sejren har Atletico Madrid 65 point med seks kampe tilbage.

De kan derfor ikke indhentes af Real Madrid - der har 60 point - i denne runde, selvom lokalrivalerne skulle slå Leganes mandag aften.

Sevilla spiller sig i top-4

I lørdagens sene kamp i La Liga tog Sevilla imod Real Betis, og det blev en mere målrig affære.

Efter 1-0 ved pausen på mål af Munir El Haddadi skulle der bare gå 18 minutter af anden halvleg, før der stod 3-1 i kampen, som Simon Kjær måtte se fra bænken.

Giovani Lo Celso udlignede for Real Betis efter 55. minutter, inden hjemmeholdet kom foran med to på mål af Pablo Sarabia og Franco Vazquez.

Gæsternes Cristian Tello sørgede for en spændende afslutning på opgøret med en flot reducering på frispark i det 82. minut.

Flere mål kom der dog ikke, og dermed kravler Sevilla op på den Champions League-givende fjerdeplads foran Gefate, der dog kan vinde pladsen tilbage med en sejr over Valladolid søndag.

Se højdepunkter fra kampen i videoen herunder:

Næste opgave for Sevilla bliver på udebane mod netop Getafe i en kamp, der altså potentielt kan afgøre, hvem der skal spille Champions League i næste sæson.