Ståle Solbakken revser kommentar om Fischers rolle i homofobi-sag

Ståle Solbakken beder DBU granske disciplinærinstansen efter domme for homofobiske tilråb mod Viktor Fischer.

Både OB og Brøndby blev tidligere på ugen straffet med bøder på hver 25.000 kroner, fordi begge klubbers fans havde sunget homofobiske sange mod FC Københavns Viktor Fischer i seneste spillerunde.

Men en bemærkning i dommen til OB får FCK-træner Ståle Solbakken til at kalde på granskning af disciplinærinstansens arbejde.

I kendelsen lød det, at "Viktor Fischer med sin gestikuleren mod OB’s fans umiddelbart efter FC Københavns scoring på en uhensigtsmæssig måde kan have medvirket til at eskalere sagens omfang" - altså at Fischer selv bar en del af ansvaret.

Helt grotesk, mener FC Københavns manager, Ståle Solbakken.

- Kan man i 2019 få lov til at sige, som de gør? Kan de adressere et kæmpe samfundsproblem, som Viktor bringer op og får støtte fra hele Danmark, på den måde?, siger Solbakken.

Kræver reaktion fra DBU

Viktor Fischer langede i ugens løb selv ud efter ordlyden i kendelsen. Han mener, at det "er komplet tåbeligt at påstå," at han har et medansvar.

- Jeg synes, at det er katastrofalt, at man negligerer problemet ved at skrive det her ind i dommen

Ståle Solbakken bakker op om Viktor Fischer, der har været midtpunkt i sagen om homofobiske sange fra tilskuere i dansk fodbold.
Ståle Solbakken bakker op om Viktor Fischer, der har været midtpunkt i sagen om homofobiske sange fra tilskuere i dansk fodbold. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Ifølge Ståle Solbakken lægger dommen op til, at en spiller med sin jubel kan fremprovokere homofobiske tilråb fra lægterne.

Derfor appellerer han til Dansk Boldspil-Union (DBU) om at gøre noget ved systemet.

- Spørgsmålet er jo, hvem der skal granske disciplinærinstansen? Hvem skal granske dem?, spørger Ståle Solbakken.

- Det er jo ikke Viktor Fischer, som skal køre en homohetz-debat. Han har sat fokus på noget, som han følte, var vigtigt.

- Hvordan skal børn og unge, som læser det (dommen, red.), lære noget? Det her skal lægges dødt. Det er et alvorligt problem, lyder det fra Ståle Solbakken.

Homofobisk sang igen søndag

Forud for søndagens kamp mellem Brøndby og FC København blev der igen sunget en sang med homofobisk ordlyd rettet mod Viktor Fischer.

Han fik den perfekte hævn, da han blev matchvinder med sin scoring til 2-1.

Inden kampen havde dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt slået fast, at han var parat til at afbryde kampen, hvis sådanne sange blev sunget, men kampen blev spillet færdig uden afbrydelser.

- Brøndbys fans var smarte nok til at synge det inden kampen, så vi kunne få spillet kampen, og alle dem, der kom og ville se Danmarks største fodboldkamp, kunne få lov til at komme hele vejen gennem kampen. Der skulle ikke fløjtes af. Der har været meget snak om det her i løbet af ugen, sagde Fischer til 3+ efter kampen.

- Det var smart rent taktisk. Det er ikke smart gjort, men det er smart rent taktisk, så vi kunne komme igennem kampen. Eksemplarisk opførsel af hele stadion under kampen. Vi havde fremragende atmosfære og fremragende stemning som altid i et derby - bare uden de der forfærdelige homofobiske sange.

TV 2 SPORT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jens Hjortskov, der er formand for disciplinærinstansen, i forhold til den nye episode med Brøndby involveret.

Fredag slog han dog fast, at gentagelser kan øge straffen.

- Vi kan blive tvunget til at løfte bødeniveauet, hvis sagernes antal eskalerer. Hvis vi uge efter uge oplever det her på stadions, så er vi nødt til at kigge på, om sanktionsniveauet er passende, fortæller Jens Hjortskov til TV 2 SPORT.