- Det er lidt et eventyr, siger Schöne om Ajax' CL-rejse

16x9
Lasse Schöne jubler med holdkammeraterne efter sejren over Juventus. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Lasse Schöne lagde op til sejrsmålet, da Ajax slog Juventus 2-1 tirsdag aften.

Om to uger skal Lasse Schöne spille en af sine største klubkampe.

Her står han sammen med Ajax over for enten Tottenham eller Manchester City i den første af to semifinalekampe i Champions League.

Det har været en lang rejse for Ajax for at nå dertil.

Den hollandske storklub måtte igennem tre kvalifikationsrunder for overhovedet at komme med i gruppespillet i den prestigefyldte turnering, og inden elimineringen af Juventus tirsdag aften sendte Ajax Real Madrid ud i ottendedelsfinalen.

- Det er selvfølgelig fantastisk, siger Lasse Schöne til Viasport Fotball om pladsen i semifinalen.

Det var ubeskriveligt. Vi er glade for, at vi gjorde det

Matthijs de Ligt, Ajax-anfører

- Real Madrid i sidste runde (Ajax vandt samlet 5-3, red.), og nu slår vi Juventus ud. Det er måske lidt et eventyr, siger den danske landsholdsspiller.

Tro mod filosofien

Nøglen for Ajax til at have nået så langt har været, at holdet er tro mod sin filosofi. Det har de store hold ifølge Schöne haft svært ved at håndtere.

- Vi presser højt. Vi stiller os ikke ned. De har svært ved at spille mellem kæderne. Vi skaber utrolig mange chancer mod Juventus - især i anden halvleg.

- Jeg tror sagtens, vi kunne have vundet med måske et par mål mere. Vi er tro mod den filosofi, vi har, og i dag er det fortjent, vi vinder, lyder det fra Lasse Schöne.

Da Ajax senest var i Champions League-finalen i 1996 bestod holdet nøjagtig som i dag af unge talentfulde spillere akkompagneret af få mere erfarne spillere.

Den nuværende Ajax-anfører Matthijs de Ligt er bare 19 år, og det var ham, der headede Schönes hjørnespark i mål og sørgede for 2-1-sejren i Torino.

- Det var ubeskriveligt. Vi er glade for, at vi gjorde det. Jeg er så stolt af holdet i dag, siger Matthijs de Ligt til Viasport Fotball om sejren tirsdag aften.

Schöne håber på Eriksen-møde

Onsdag aften bliver det afgjort, om det er enten Tottenham eller Manchester City, Ajax skal møde om den ene plads i finalen.

Lasse Schöne håber på et møde med landsholdskammeraten Christian Eriksen og Tottenham.

- Det er altid meget sjovt, slutter han af med at sige i interviewet med Viasport Fotball.

De første semifinaler i Champions League spilles 30. april/1. maj med returkampe 7./8. maj.

Finalen spilles på Atlético Madrids hjemmebane, Estadio Metropolitano, lørdag 1. juni.