Brian Priske fortsætter i FC Midtjylland

16x9
FCM's assistent-træner Brian Priske har forlænget sin aftale med FC Midtjylland. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland holder på assistenttræner Brian Priske i de kommende sæsoner.

Tidligere landsholdsspiller Brian Priske vil også være en del af FC Midtjyllands trænerbesætning i de kommende år.

Den assisterende træner har underskrevet en kontraktforlængelse med mesterklubben, så aftalen nu løber frem til udgangen af 2022.

Det meddeler FC Midtjylland i en pressemeddelelse.

- I FC Midtjylland får alle i staben indflydelse, og jeg bliver dagligt udfordret i mit arbejde.

- Det er med til at udvikle mig, og jeg kan bidrage til den fortsatte udvikling af en klub, som en innovativ ledelse sørger for er i bevægelse hele tiden, siger Brian Priske.

Han er i gang med sin anden periode som assistenttræner i klubben. Ind imellem fungerede han kortvarigt i en tilsvarende rolle i FC København.

I december 2018 fortalte Brian Priske, at han ønskede at træde ud af rollen som assistenttræner.

- Jeg færdiggør min prolicens til sommer, og jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg synes, tiden er inde til at prøve noget andet end assistentrollen, sagde Brian Priske til Ekstra Bladet.

Sideløbende har han også opgaver som scout for landstræner Åge Hareide.