- Det er et eventyr at møde Ajax, siger Christian Eriksen

16x9
Christian Eriksen skal møde sin gamle klub i semifinalen i Champions League. Foto: Andrew Yates / Ritzau Scanpix

Tottenham spillede sig onsdag videre til semifinalen i Champions League. Her venter Christian Eriksens tidligere klub Ajax Amsterdam.

Christian Eriksens får velkendt græs under fødderne, når Tottenham skal spille semifinale i Champions League.

På den anden banehalvdel står Ajax Amsterdam, hvor Eriksen spillede ungdoms- og seniorfodbold fra 2008 til 2013, inden han blev købt af Tottenham.

- Vi så Ajax' kamp mod Juventus, og det ville være et eventyr at komme til at møde dem. Nu bliver eventyret til virkelighed, og det bliver sjovt at komme tilbage, sagde Christian Eriksen til britiske BT Sport efter Tottenhams samlede sejr over Manchester City.

Semifinalemødet mellem Tottenham og Ajax betyder, at mindst én dansker vil være at finde i Champions League-finalen. I Ajax Amsterdam er både Lasse Schöne, Kasper Dolberg og Rasmus Nissen Kristensen en del af førsteholdstruppen.

En åben kamp

Det var dog kun Lasse Schöne, der fik spilletid, da Ajax spillede sig i semifinalen tirsdag aften. Danskerklubben slog Juventus med 2-1 på udebane efter 1-1 i den første kamp. Inden da havde Ajax slået Real Madrid med 5-3 sammenlagt i 1/8-finalen.

- Jeg tror, det kommer til at blive et åbent, offensivt og spændende møde, sagde Tottenhams manager Mauricio Pochettino på et pressemøde onsdag aften.

- Det bliver to fantastiske kampe, og jeg glæder mig til at nyde det, ligesom jeg gjorde mod Manchester City.

I den anden Champions League-semifinale mødes Liverpool og FC Barcelona. Kampene spilles i slutningen af april og starten af maj.