Hollandsk landstræner tilbyder CL-finalister fridage

16x9
Anfører Matthijs de Ligt er en af fire hollandske landsholdsspillere på Ajax' semifinalehold. Foto: Alberto Lingria / Ritzau Scanpix

Ronald Koeman glæder sig over, at hollandske spillere har succes i Champions League.

Det går så godt for de bedste hollandske fodboldspillere, at deres succes i klubberne kan komme til at gå ud over landsholdet.

Faktisk er det en mulighed, at hele seks landsholdsspillere skal spille Champions League-finale kun to dage inden, det hollandske landshold mødes for at spille Final 4 i Nations League. Men det er ikke noget problem, siger landstræner Ronald Koeman, der gerne lader Champions League-finalisterne møde senere ind i landsholdslejren.

- Jeg accepterer det med største fornøjelse, siger Ronald Koeman til Voetbal International.

- Kampe på det niveau er uvurderlige for spillernes udvikling. Allerede nu er jeg glad for, at vi har syv landsholdsspillere i semifinalen, hvis man tæller Jasper Cillesen med (reservemålmand i Barcelona, red.). Det er godt for spillerne, og derfor er det også godt for det hollandske landshold.

Efter semifinalerne vil mellem én og seks hollandske landsholdsspillere være kvalificeret til finalen, der spilles i Madrid den 1. juni. Det kommer selvsagt an på, hvem der går videre.

Semifinale 1: Ajax – Tottenham

  • Matthijs de Ligt, Ajax
  • Daley Blind, Ajax
  • Frenkie de Jong, Ajax
  • Donny van de Beek

Semifinale 2: Liverpool - Barcelona

  • Virgil van Dijk, Liverpool
  • Georginio Wijnaldum, Liverpool
  • Jasper Cillesen, FC Barcelona

Nations League Final 4 er finalestævnet for de fire bedste hold fra den øverste Nations League-liga. De mødes i Portugal, hvor de spiller henholdsvis semifinaler, bronzekamp og finale.

Portugal og Schweiz mødes i den første semifinale den femte juni, mens Holland og England mødes dagen efter i den anden semifinale.

Holland er den eneste nation, der er sikker på at få en landsholdsspiller i Champions League-finalen. Schweiz har ingen spillere i semifinalen, mens Portugal har én - Nelson Semedo i Barcelona. England kan få nul, to, fem eller syv spillere med i finalen, da der kun er engelske spillere i Liverpool (Trent Alexander-Arnold og Jordan Henderson) og Tottenham (Danny Rose, Kieran Trippier, Eric Dier, Dele Alli og Harry Kane).