Også Chelsea dummer sig i kampen om Champions League

16x9
Chelseas Gonzalo Higuain viser sin utilfredshed over for dommer Kevin Friend. Foto: Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

Chelsea fik kun et enkelt point på hjemmebane mod Burnley.

Fire hold i Premier League kæmper netop nu om tredje- og fjerdepladsen, der giver en plads i Champions League.

Højst bemærkelsesværdigt er det i løbet af de seneste tre dage ikke lykkes et eneste af holdene at vinde, efter Chelsea mandag kun spillede 2-2 på hjemmebane mod Burnley.

Derfor er det stort set status quo i stillingen, hvor Liverpool og Manchester City er sikker på en plads i verdens største klubturnering i næste sæson.

Stillingen

  1. Liverpool 88 point - 35 kampe
  2. Manchester City 86 point - 34 kampe
  3. Tottenham 67 point - 34 kampe
  4. Chelsea 67 point - 35 kampe
  5. Arsenal 66 point - 34 kampe
  6. Manchester United 64 point - 34 kampe

Der spilles 38 kampe i Premier League.

Holdenes resultater

  • Manchester City 1-0 Tottenham
  • Arsenal 2-3 Crystal Palace
  • Everton 4-0 Manchester United
  • Chelsea 2-2 Burnley

Referat

/ritzau/

Chelsea stillede op som storfavorit, men allerede efter syv minutter fik Burnley signaleret, at holdet havde i sinde at spille sin chance.

Et hjørnespark blev i første omgang clearet, men i straffesparksfeltets bue stod Jeff Hendrick klar, og han helflugtede udeholdet i front.

Men bare seks minutter senere havde Chelsea vendt chokstarten og 0-1 til føring på 2-1.

Efter 11 minutter lavede Eden Hazard lækkerier ved baglinjen, og til sidst fandt han i det overbefolkede felt N'Golo Kante, der sendte bolden ind i nettaget midt i målet.

Chelsea udnyttede momentum bare to minutter senere. Lejeangriberen Gonzalo Higuain fik chancen fra en lidt spids vinkel i feltet og kanonerede bolden i mål via undersiden af overliggeren.

Så skulle man tro, at kampen ville forme sig som forventet, men midtvejs i første halvleg slog Burnley igen til på en dødbold.

Et frispark blev servet ind i Chelsea-feltet, hvor to Burnley-hoveder forlængede indlægget, så Ashley Barnes helt udækket ved den ene stolpe kunne udligne til 2-2.

Chelsea havde markant mere boldbesiddelse end sin modstander og skabte også flest muligheder, men Burnley kom også til en god chance i anden halvlegs første del.

Hjemmeholdets pres blev intensiveret i kampens sidste del, men det lykkedes for Burnley at holde stand, og Chelsea fik ikke skabt tilstrækkeligt med helt store muligheder.