- Et kæmpe problem, Bendtner er i Rosenborg, siger ekspert

16x9
Nicklas Bendtner har fået 184 minutters spilletid i ligaen i denne sæson. Foto: Svein Ove Ekornesvåg / NTB scanpix

En norsk fodboldekspert tror, at både Nicklas Bendtner og Rosenborg ønsker parterne skilles.

Svingende præstationer i efteråret og afsoning af dom lyder ikke som den bedste måde at imponere sin nye træner på.

Men det var sandheden for Nicklas Bendtner op til denne sæson. Efter seks kampe har han stadig ikke bidt sig fast blandt Eirik Hornelands foretrukne 11 spillere, og det kan vise sig at være en uholdbar løsning for både angriberen og klubben.

Det mener Jesper Mathisen, som er fodboldkekspert på TV 2 Norge.

- At han fortsat er i Rosenborg er et kæmpe problem. Jeg tror både, at Rosenborg og Bendtner selv ønsker, at han er i en anden klub, sige Mathisen.

Stadig en del af planerne

Bendtner har endnu ikke scoret et mål i denne sæson, hvor han sammenlagt har spillet 184 minutter.

Netop antallet af minutter har ikke været nok til, at den danske angriber er tilfreds med situationen.

- Det er det eneste, der betyder noget, så længe jeg er her. Jeg håber på mere spilletid og på at have en anden rolle end nu, for den rolle, jeg har nu, er uholdbar, sagde Bendtner mandag til VG.

I samme ombæring forklarede Horneland, at han stadig har Bendtner med i sine planer for fremtiden.

- Han kan ting med bolden som ingen andre i norsk fodbold. Formår vi at udnytte hans færdigheder, så bliver det rigtig godt, siger Horneland.

I den seneste kamp var Bendtner end ikke på banen. Her vandt Rosenborg ellers sin første sejr i sæsonen efter seks kampe.