Den røde løber blev rullet ud på Anfield

16x9
Jordan Henderson spillede hele kampen for Liverpool. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR.

Den røde løber blev rullet ud på Anfield. Messi og co. faldt på den. En ny episk fortælling i fodboldens top, da mageløse Liverpool gjorde det, de kun selv troede på.

Beatles-byen var på forhånd klar til “A Hard Days Night” efter 0-3 i Barcelona i sidste uge. De behøvede ikke skrige “Help”, for den verbale hjælp er altid ved hånden - og munden - i denne inferno- og farvefyldte kulisse, der rummer så meget historie fra tiden, hvor trætribunerne var ormebeklædte og jernstativer holdt sammen på den legendariske tribune The Kop.

Og netop sammenhold er det fundamentale i den klub, hvor folkets røst overdøver VIP-indflydelsen, som er nutidens hersker i de fleste storklubber. På Anfield får man altid den ægte vare. Pie og pints kommer før snacks og bobler og lidt karikeret kommer de hærdede arbejdernæver før de nylakerede forretningshænder - det er en klub, hvor hjertet banker på en særlig måde.

Sådan har det været lige siden 1892 - sådan cirka.

Klopp er folkets mand

Det der med sammenhold, det der med kollektivet og det der med at leve for klubben. Trukket skarpest op af legendariske Bill Shankly op gennem 60'erne og 70'erne, hvor han som træner førte klubben til oprykning og derefter mesterskaber.

Hans socialistiske aftryk fyldte lige så meget som de fodboldmæssige spor. Det var Shankly, der ansporede til den særlige solidaritet: “The socialism I believe in is everyone working for each other” - “så deler vi alle belønningen”. Nye toner i den klassiske engelske fodboldkultur.

Men det har utvivlsomt ansporet til det, vi historisk har set, og som vi ser i den moderne udgave af Liverpool FC og Anfield. En stærk enhed i med- og modgang. Og i Jürgen Klopp har de fået den nye Shankly både på og udenfor banen. Folkets mand - Man of the People.

Jürgen Klopp har ført Liverpool i tre europæiske finaler på fire år.
Jürgen Klopp har ført Liverpool i tre europæiske finaler på fire år. Foto: Phil Noble / Ritzau Scanpix

Udefra set virker den 51-årige tysker fra bilbyen Stuttgart stærk i mandskabspleje. Han er tydelig i sit “sprog” på sidelinjen og i sine holdninger. Spillerne ved, hvad han mener - tilhængerne ved, hvad de får. Han virker som skabt til den klub - og omvendt.

Den historiske forestilling tirsdag aften rummede et Liverpool-hold, der fysisk, teknisk og taktisk var der, båret frem af den massive kulisse og Klopp-troen på, at det kunne lade sig gøre. Klopp sagde selvfølgeligheden på forhånd: “I fodbold kan alt ske”, men vigtigere kom det efterfølgende: “Vi vil i hvert fald efterlade et flot indtryk med en stor indsats”.

Liverpools særlige præstation placeret i relief, når tanken falder på dem, der ikke var med. To af de tre klasseangribere, Salah og Firminho, samt en hel halvleg uden verdens måske nok bedste venstreback i øjeblikket, Andrew Robertson. Nede 0-3 som udgangspunkt overfor det klassisk, stjernespækkede FC Barcelona-mandskab og den altid uforlignelige Messi.

Det var uvirkeligt, hvad der skete på Anfield. Og alligevel ikke. For de troede på det, de der stod - det gjorde de fleste - på tribunerne. Og den tro virkede næsten religiøst dragende. Hvilket får mig til at mindes et andet Shankly-citat: “Anfield isn’t a football ground, it’s a sort of shrine (helligdom)”.

Dette måske pseudo-religiøse image er selvfølgelig ikke det fuldendte billede. Men det billede, der står skarpest, var lige efter slutfløjtet, mens Anfield var langt over kogepunktet. På banens midte. En lille mand i neonfarvet udebanetrøje med nummer 10 på ryggen. Hænderne i siden. Desillusioneret. Over ham hang tavlen med de nøgne facts i skarpe tal: Liverpool 4-0 FC Barcelona.

Man behøver ikke holde med - men det her var fodbold, når det er bedst.

Spillere og trænere fra Liverpool stod skulder ved skulder og sang
Spillere og trænere fra Liverpool stod skulder ved skulder og sang "You Will Never Walk Alone" efter sejren. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix