Endnu en uforglemmelig tur i fodboldens elevator

16x9
Lucas Moura sendte Tottenham i Champions League-finalen med et hattrick. Foto: Adrian Dennis / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR.

Penge, prestige - og følelser. Tre ting i fodboldens elevator, der som bekendt kører op - og ned. En ny dag, en ny kamp, et nyt mirakel. Og dermed blev de tre ingredienser igen udstillet for en måbende, bedrøvet og begejstret fodboldverden.

Først Liverpools mirakuløse comeback, der spredte krammere og jubelsange i decibel-højde tirsdag aften, mens Cataloniens stolthed som tabere gemte ansigt og klubemblem mellem hænderne. Det forlyder, at Lionel Messi vred sin stjernestatus i tårer, spillerne undskyldte overfor hinanden og tilhængerne, træneren Valverde mærkede ekstra varme i sin bagdel, og medierne i det spanske gik i sort og bandeord. Mens de stadig synger omkring Anfield.

Onsdag spredte så en copy-paste følelse ud til os alle - omend forløbet næppe skal sammenlignes. Men her var Tottenham helt dernede, hvor en knude på sækken var ved at få en ekstra sløjfe, og så….

Billedet er det samme fra overtidens mirakelscoring. Ajax har før gjort rent bord, men her væltede fodboldens snavs over dem på et splitsekunder. Spillerne lå spredte på plænen i Amsterdam med ansigterne dybt begravet på det græs, der stadig har en duft af Johan Cruyff. Hollandsk er normalt svært at forstå, og det blev ikke nemmere, når de hæse lyde blev blandet med grådkvalte udbrud.

Ajax Amsterdam er slået ud af Champions League på reglen om udebanemål.
Ajax Amsterdam er slået ud af Champions League på reglen om udebanemål. Foto: Olaf Kraak / Ritzau Scanpix

Modsat drønede Tottenham-spillerne rundt, som var det i forlænget spilletid, med armene over hovedet på sig selv og holdkammeraterne. De smilede bredt uden at forstå det faktuelle. Skadede spillere blev helet på sekunder, og de glemte lægestabens råd om at forholde sig i ro.

Harry Kane, der er skadet, løb ind på banen efter kampen.
Harry Kane, der er skadet, løb ind på banen efter kampen. Foto: Matthew Childs / Ritzau Scanpix

Manager-kontrasterne var også tydelige. En forstenet Erik ten Hag. Pænt klædt på til lejligheden. Du ved, hvid skjorte, slips, habit og indenunder en vest, diskret grå. Som hans ansigtsfarve klokken lidt i 23. Han havde indtil da gjort det fremragende. Ført sit unge, seværdige mandskab til semifinalen i verdens største klubturnering. Fra kvalifikationen til top fire. De eliminerede Real Madrid og Juventus undervejs. Og de har begejstret en hel fodboldverden.

Her stod han som taber, selvom fodbolden med hans hold har fået en vinder. Det hele tabt på gulvet, da aftenen billedligt blev til nat. Godnat.

Klare føringer eksploderer

Få meter derfra var en argentinsk manager, der ikke kunne være i sit jakkesæt med den dybt mørke skjorte og slipset lige så dystert, men dog elegant. Mauricio Pochettino forlod sin sidelinje, hænderne forlod lommerne og han blev baneløber på sekunder. Kys og kram og jeg-skal-gi’-dig. Inden han knælede og kyssede det græs, der stadig dufter af Johan Cruyff. Men det ænsede han ikke.

Så kom den næste fase. Pochettino missede med øjnene. Det lange ærme kom op i hovedhøjde, men kunne ikke tørre ansigt. Tårerne trillede som var de presset til det.

Alt sammen i fodboldens vold. Her var penge og prestige midlertidigt parkeret. Følelserne blæste til angreb, rutsjeturen havde sat sine spor - på både vinder og taber.

Selvfølgelig er det betænkeligt for taberne, at det har lignet en tendens i denne udgave af Champions League - at rutsjeturene er så tydelige. Klare føringer eksploderer. Penge og prestige falder til jorden. Der er noget til tænketanken.

Vi andre, der sidder og betragter, jubler eller græder uden at have tanke på penge og prestige, vi nyder bare det, fodbolden kan: Fylde os med følelser.