Schalke 04 ansætter tidligere cheftræner i danskerklub

16x9
Tyske David Wagner var træner for Huddersfield Town F.C. fra 2015 til 2019. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

David Wagner, der tidligere var cheftræner i Huddersfield, overtager trænersædet i Schalke 04 fra næste sæson.

Det bliver David Wagner, der overtager trænersædet i den tyske fodboldklub Schalke 04.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside torsdag aften.

47-årige Wagner har senest stået i spidsen for den snart forhenværende Premier League-klub Huddersfield, hvor han var med til at hente både Mathias "Zanka" Jørgensen og Jonas Lössl til holdet.

Tyskeren stoppede i klubben i januar efter en lang række skuffende resultater, og Huddersfield er siden rykket ned.

Schalke 04 fyrede daværende træner Domenico Tedesco tilbage i marts, efter at klubben røg ud af Champions League med et brag til Manchester City.

Siden er Ruhr-klubben blevet trænet af Huub Stevens. David Wagner tager over, når den indeværende sæson er overstået.

Schalke 04 har i denne sæson langt fra været imponerende. Holdet ligger således på 15.-pladsen i Bundesligaen og har først for nylig sikret sig endnu en sæson i den bedste tyske række.