Bendtner bliver vraget til Rosenborgs ligakamp

16x9
Nicklas Bendtner var i den seneste sæson for Rosenborg både med til at vinde ligaen og den norske pokalturnering. Foto: Terje Pedersen / Ritzau Scanpix

Nicklas Bendtner er ikke at finde i den Rosenborg-trup, der lørdag skal møde Lillestrøm i den norske liga.

Den danske angriber Nicklas Bendtner må blive hjemme i Trondheim, når hans norske klub, Rosenborg, lørdag drager til Lillestrøm for at spille ligakamp.

Bendtner er ikke udtaget i den trup, Rosenborg lørdag middag har offentliggjort på sin hjemmeside.

På hjemmesiden skriver klubben også, at flere spillere ikke er med i truppen, fordi de er ude med skader, men her er Nicklas Bendtner heller ikke blandt.

Rosenborg hentede sæsonens første sejr sidste søndag hjemme mod Sarpsborg, hvor det blev til en 1-0-sejr. I den kamp var Bendtner med i truppen, men sad på bænken i hele kampen.

Efter kampen var danskeren en smule ude med riven efter Rosenborg-træner Eirik Horneland, der ifølge Bendtner ikke havde givet ham en forklaring på reservetjansen.

Til den norske avis VG sagde han:

- Jeg vil tro, at der findes en forklaring på, hvorfor jeg ikke spiller. Han (træneren, red.) har fortalt jer meget, men ikke fortalt mig noget. Jeg er uforstående over for situationen.

- Men jeg arbejder hårdt til træning, som I kan se. Det går godt, og jeg er klar.