Mike Jensen raser efter ny nedtur: - Banen var en skandale

16x9
Mike Jensen scorede i Rosenborgs kamp mod Lillestrøm. Foto: Wold, Ole Martin / NTB scanpix

Den danske Rosenborg-kaptajn var mildest talt stærkt utilfreds med baneforholdene i opgøret mod Lillestrøm.

Det kører ikke som smurt for de forsvarende norske mestre fra Rosenborg.

Den norske storklub med de to danskere Mike Jensen og Nicklas Bendtner på holdet har fået en forfærdelig start på den nye sæson, hvor holdet efter syv kampe blot står noteret for seks point.

Sæsonens sjette point kom i hus søndag, hvor mestrene skuffede igen med 1-1 på udebane mod Lillestrøm, selvom der var chancer til mere. Det var dog ikke resultatet, Rosenborgs danske kaptajn, Mike Jensen, var mest utilfreds over.

- Hvis man vil kalde sig for fodboldklub, må du i det mindste have en ordentlig bane at spille på. Du kan næsten ikke spille fodbold her. Det er en skandale. Det er en katastrofe. Det er pinligt, fortalte en rasende Mike Jensen efter kampen ifølge TV 2 Norge.

Den dårlige bane i Lillestrøm kunne dog ikke forhindre netop Mike Jensen i at udligne for Rosenborg i anden halvleg med et vaskeægte drømmemål. Den danske midtbanespiller fik et perfekt træf på en flugter, der var fuldstændig utagelig for Marko Maric i Lillestrøm-målet.

Men mere krudt i støvlerne var der ikke hos Mike Jensen eller de andre Rosenborg-spillere, der altså måtte gå fra banen med et enkelt point.

- Det er meget ufortjent, at vi ikke vinder. Men under de her omstændigheder skal vi bare være glade, banen var en skandale, lyder det fra danskeren ifølge TV 2 Norge.

Bendtner ude af truppen

Den danske spiller skal da heller ikke lede længe efter opbakning til sin kritik af græsset. TV 2 Norges fodboldekspert Jesper Mathisen er fuldt på linje med den 31-årige dansker.

- At der skal spilles fodbold på så dårlige baner i midten af maj er bare trist. At man spiller på sådan nogle baner i marts, kan jeg forstå, men det her må være den dårligste bane i hele det østlige Norge, lyder det fra fodboldeksperten.

Én af dem, der ikke oplevede banen i Lillestrøm, var Rosenborg-spilleren Nicklas Bendtner. Den danske angriber var vraget til truppen og måtte derfor se kampen hjemme.

Den tidligere landsholdsspiller virker ikke til at være blandt træner Eirik Horneland foretrukne. Heller ikke selvom holdet efter syv kampe indtager en yderst skuffende 14.-plads i den bedste norske række.

Næste opgør for Rosenborg er på hjemmebane mod Haugesund på torsdag.