City-kaptajn: Hårdeste Premier League-sæson nogensinde

16x9
Vincent Kompany Foto: Toby Melville / Ritzau Scanpix

Vincent Kompany roser Liverpool, efter at Manchester City vandt Premier League med en sejr søndag.

Manchester City måtte kæmpe til sidste spilledag for at genvinde det engelske mesterskab.

Guldduellen med Liverpool kulminerede søndag, da City med en 4-1-sejr over Brighton snuppede guldmedaljerne med et enkelt point ned til Liverpool på andenpladsen.

Spørger man holdets anfører, Vincent Kompany, så er mesterskabet ekstra specielt i år, hvor City og Liverpool længe har kæmpet en tæt kamp om titlen.

- Jeg mener, at det har været den hårdeste Premier League-sæson nogensinde. Liverpool var fantastiske. Jeg vil ikke gnide salt i såret, det er, som det er, og de fortjente ikke at tabe mesterskabet, siger forsvarsspilleren til Sky Sports.

- Det gør mig så meget mere glad, at vi var oppe imod så godt et hold hele sæsonen. Vi havde ryggen mod muren, men vi formåede at holde os foran. Jeg er så glad på mine egne vegne, på holdets vegne og på fansenes vegne, siger belgieren.

Det er andet år i træk, at Manchester City vinder mesterskabet, og sjette gang i alt, at holdet vinder den bedste engelske fodboldrække.