Solskjær sendt på ferie med hånende fyringssang

16x9
Ole Gunnar Solskjær var træner i Molde, inden han blev ansat på en midlertidig kontrakt i Manchester United i december. Foto: Lee Smith / Ritzau Scanpix

Ole Gunnar Solskjær og Manchester United tabte sæsonens sidste kamp til managerens tidligere klub Cardiff.

Manchester Uniteds manager Ole Gunnar Solskjær fik en hård afslutning på sæsonen, der endte med et 2-0-nederlag til nedrykkeren Cardiff hjemme på Old Trafford.

Mens hjemmepublikummet delvist klappede og buhede Manchester United på sommerferie, var Cardiff-tilhængerne anderledes klare i mælet.

- Fyret i morgen, du bliver fyret i morgen, sang de hånende ned mod deres tidligere manager, skriver blandt andre TV 2 Norge.

Og de må vide, hvad de synger om, Cardiff-tilhængerne. For fem år siden havde de selv Ole Gunnar Solskjær som manager. Det endte med en nedrykning fra Premier League, og efter en dårlig start på den nye tilværelse i Englands næstbedste række blev Solskjær fyret.

Efter søndagens nederlag fortalte Solskjær, at der bliver travlt i United frem mod den nye sæson.

- Vi har et stort stykke arbejde foran os. Vi har ikke været gode sidst på sæsonen, og hvis vi skal tilbage til det, vi vil, så har vi en lang og hård vej, siger Ole Gunnar Solskjær til TV 2 Norge og tilføjer:

- Nu må vi starte den første juli med en trup, der vil give alt. Vi har en del ting at rette op på, og vi skal arbejde med både spillefilosofi, systemet og så skal spillerne i form.

Fra lutter sejre til stribevis af nederlag

Nederlaget til Cardiff betyder, at Manchester United slutter som nummer seks i Premier League med 66 point efter de 38 kampe. Det er 32 point færre end Manchester City, der vandt mesterskabet for andet år i træk. Sjettepladsen sender United videre til kvalifikationen til Europa League.

Solskjær, der var manager i Cardiff fra januar til september 2014, blev ansat som midlertidig manager i Manchester United i december 2018. Pudsigt nok mødte han netop Cardiff i sin første kamp, der blev vundet 5-1. Derefter fulgte yderligere syv sejre i træk, og i sine første 17 kampe for Manchester United formåede Solskjær at hente 14 sejre og to uafgjorte resultater.

Det førte til en permanent kontrakt som manager, og siden har resultaterne været knap så gode. Manchester United har kun vundet én ud af ni kampe i april og maj.