Manchester City risikerer udelukkelse fra Champions League, skriver medie

16x9
Manchester City players Kyle Walker og John Stones under fejringen af det engelske mesterskab. Foto: James Boardman / Ritzau Scanpix

Et brud på UEFAs finansielle fair play-regler kan koste Manchester City dyrt, hvis man skal tro det amerikanske medie New York Times.

Manchester City kunne søndag fejre sæsonens største triumf, da de endegyldigt sikrede sig det engelske mesterskab for andet år i træk efter en historisk hård duel med Liverpool om guldet.

Men sejrssmilene er forstummet for en stund i Manchester. I hvert fald hvis man skal tro det normalt velinformerede medie New York Times. Ifølge det amerikanske medie har UEFA nemlig besluttet sig for at udelukke klubben fra Champions League i et år.

New York Times beretter, at UEFAs komité for finansiel kontrol har gransket økonomien i den engelske storklub og fundet uregelmæssigheder, der skal straffes med et års udelukkelse fra den fineste klubturnering i verden.

Manchester City skulle angiveligt have forbrudt sig på UEFAs finansielle fair play-regler.

Her skulle unionen have fundet bevis for, at Citys ejer, mange milliardæren Sheik Mansour, skulle have en ulovlig tilknytning til storsponsoren Etihad via et investeringsselskab med statslige penge fra de Forenede Arabiske Emirater. Og den slags er ikke lovlig.

New York Times skriver endvidere, at UEFA vil underbygge sagen mod klubben med misledende udtagelser fra City fra en tidligere sag. Det er endnu uvist, hvornår udelukkelsen vil træde i kraft.

Skulle Manchester City modtage straffen til den kommende sæson, har den blå Manchester-klub nemlig en række ankemuligheder, heriblandt den internationale sportsdomstol, CAS, der vil ende med at trække en afgørelse i sagen i langdrag.

Repræsentanter fra Manchester City mødtes med UEFA i Schweiz så sent som i april for at forsøge at overbevise unionen om deres uskyld - uden held.

Manchester City har ved tidligere lejlighed varslet, at at de vil gå langt rent juridisk for at undgå den hårde straf.

I første omgang skal klubben dog fokusere på sæsonens sidste kamp. Her kan City vinde endnu et trofæ til samlingen, når de møder Watford i FA Cup-finalen på lørdag.