City-anfører forlader klubben - bliver spillende manager

16x9
Vincent Kompany har spillet sin sidste kamp for City. Foto: John Sibley / Ritzau Scanpix

Vincent Kompany skal fremover være spillende manager i den belgiske klub Anderlecht.

Manchester City mister en af deres bærende spillere gennem 11 år.

Dagen efter klubbens FA Cup-sejr over Watford oplyser anføreren, Vincent Kompany, at han har spillet sin sidste kamp for City.

Fremover skal han i stedet være spillende manager i sin gamle klub Anderlecht. Det meddeler han på sin Facebook-side.

- Dette kommer måske som en overraskelse, men det er den mest passionerede samt rationelle beslutning, jeg nogensinde har truffet, skriver Kompany.

Belgieren har sin fodboldopdragelse i Anderlecht, hvor han har været en del af klubben, siden han var seks år. Efter samtaler med klubbens bestyrelsesformand, Marc Coucke, sportsdirektør, Michael Verschueren, samt tekniske direktør, Frank Arnesen, har Kompany nu valgte at prøve kræfter med trænergerningen.

Essensen af Manchester City

Nyheden om stoppet i Manchester City bliver modtaget med tristhed hos klubbens bestyrelsesformand, Khaldoon Al Mubarak, som understreger Kompanys store betydning for klubben.

- Der har været mange vigtige bidragsydere til Manchester Citys renæssance, men der kan argumenteres for, at ingen har været mere vigtig end Vincent Kompany.

- Han definerer essensen af klubben. I et årti har han været sjælden og det bankende hjerte i en ekstrem talentfuld trup, siger han i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.

Den belgiske forsvarsspiller sluttede sæsonen af med at vinde alle tre titler i England: Premier League, FA Cup og Liga Cuppen.

- Selvom det er meget overvældende, så er tiden kommet for mig til at forlade klubben. Og hvilken sæson at takke af på. Jeg føler intet andet end taknemmelighed. Jeg er taknemmelig for alle de, som støttede mig på den specielle rejse i en meget speciel klub.

- Jeg kan lige så tydeligt huske den første dag som min sidste. Jeg husker den uendelige venlighed, jeg modtog fra folket i Manchester, skriver han blandt andet i et åbent brev til fansene på sin Facebook-side.

Vincent Kompany kom til Manchester City i 2008 fra Hamburger SV. Forinden havde han spillet i Anderlecht, hvor han nu vender tilbage.

I City nåede han at vinde fire Premier League-titler, to FA Cup-titler, fire Liga Cup-titler og to Community Shields-trofæer med City.

Læs hele Kompanys indlæg om sit farvel, hvor han også retter en særlig tak til klubbens nuværende manager, Pep Guardiola:

An Open Letter to the fans. PART 1 of 2 Dear all, Community Shield Winners! Back 2 back League Cup Winners! Back 2...

Posted by Vincent Kompany on Sunday, May 19, 2019