Da bolden gik ind bag Schmeichel, vidste Kompany, at han var færdig

16x9
Vincent Kompany scorede et drømmemål mod Leicester, der var medvirkende til at sikre Manchester City mesterskabet. Foto: Jason Cairnduff / Ritzau Scanpix

Vincent Kompany scorede karrierens mest ikoniske mål, da han i næstsidste spillerunde bragte Manchester City foran mod Leicester.

Ved den store titelfest i Manchester fortalte Vincent Kompany, at han i næstsidste Premier League-runde blev klar over, at det var tid til at forlade Manchester City.

- Det øjeblik, hvor bolden ramte nettaget mod Leicester, vidste jeg, at jeg var færdig. Jeg kunne ikke gøre det bedre, sagde Kompany foran tusindvis af fans ifølge BBC.

Det omtalte mål er allerede ikonisk, især i Manchester City-kredse. Trods tilråb fra flere holdkammerater, der ville forhindre Kompany i at skyde på mål, prøvede kaptajnen lykken langt udefra i sæsonens sidste hjemmekamp.

Efter 70 minutter af sæsonens næstsidste Premier League-kamp var stillingen 0-0, da Kompany kanonerede bolden helt op i målhjørnet. Et eventyrligt lykketræf, som end ikke manager Pep Guardiola troede på, før bolden var strøget forbi Kasper Schmeichel.

Målet sikrede ikke kun Manchester City en sejr på 1-0, det sendte også klubben tilbage på førstepladsen i ligaen. Der blev Manchester City efter en sikker sejr over Brighton i sidste spillerunde, og med weekendens FA Cup-sejr på hele 6-0 kan Kompany forlade klubben med tre titler i sin afskedssæson.

Manchester City blev fejret mandag eftermiddag.
Manchester City blev fejret mandag eftermiddag. Foto: Oli Scarff / Ritzau Scanpix

- Jeg har givet alt, hvad jeg havde for denne klub. Jeg kan ikke beskrive, hvor stolt jeg er, tilføjede anføreren, der fremover skal være spillende manager i Anderlecht.

Under mandagens guldfest i Manchester blev både herre- og kvindeholdet kørt gennem byen i en åben bus. Sammen med et hav af fans fejrede de klubbens fem titler i denne sæson:

  • Mændenes Premier League
  • Mændenes FA Cup
  • Mændenes Liga Cup
  • Kvindernes FA Cup
  • Kvindernes Liga Cup

Vincent Kompany har spillet i Manchester City siden 2008. Han har været med til at vinde Premier League fire gange, Fa Cup to gange og Liga Cuppen fire gange.

Manchester City har vundet fem titler i denne sæson, når man lægger herrernes og kvindernes titler sammen.
Manchester City har vundet fem titler i denne sæson, når man lægger herrernes og kvindernes titler sammen. Foto: Oli Scarff / Ritzau Scanpix