Røde tal i Brøndby: Har tabt 24,8 millioner kroner på tre måneder

16x9
Brøndby har et underskud på 24,8 millioner kroner efter årets tre første måneder. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Selskabet bag superligaklubben Brøndby IF nedjusterer forventningerne til det samlede resultat for 2019.

Superligaklubben Brøndby IF har ikke formået at leve op til sidste sæsons gode resultater, og det har indflydelse på økonomien.

Det samme har en markant stigning i udgifterne. Det viser regnskabet for det første kvartal af 2019, som klubben tirsdag har offentliggjort. I alt har selskabet bag Superligaklubben et minus på 24,8 millioner kroner efter årets første måneder.

På sin hjemmeside skriver Brøndby, at omkostningerne i det første kvartal af 2019 er steget med 30,5 procent i forhold til samme periode året før. I 2019 har omkostningerne været 48,7 millioner kroner, mens tallet året før lød på 37,3 millioner kroner.

- Størstedelen af stigningen kan henføres til personaleomkostninger, som er øget i grunde de investeringer, der blev foretaget i Superligatruppen i sommeren 2018, skriver Brøndby.

Mens udgifterne er steget med 30,5 procent, er omsætningen øget med 1,7 procent. Det betyder, at Brøndby har et underskud på 24,8 millioner kroner før skat i det første kvartal 2019. I 2018 var underskuddet 9,4 millioner kroner i den samme periode.

Underskuddet på 24,8 millioner kroner er vel at mærke efter, man har lånt 10 millioner kroner af TBC A/S, som er ejet af bestyrelsesmedlem Torben Bjørn Christensen. I april er lånet øget til 12 millioner kroner, lyder det i regnskabet.

Forventer underskud på 40-50 millioner kroner

Brøndby IF nedjusterer desuden forventningerne til det samlede resultat for 2019.

Selskabet forventer nu et underskud på mellem 40 til 50 millioner kroner før skat, hvor der tidligere var forventet et underskud på mellem 10 til 20 millioner kroner.

Nedjusteringerne skyldes blandt andet, at de sportslige resultater ikke har levet op til forventningerne om en plads i top tre. Men det skyldes også, at klubben skruer markant på forventningerne til salg af spillere.

Tirsdag meddeler klubben, at man ændrer de forventede transferindtægter fra 44 til 17 millioner kroner.

- Vi skal fastholde udvalgte nøglespillere og supplere med enkelte dygtige spillere udefra og med talenter fra Brøndby Masterclass. Med det budget vi har til rådighed, så bør vi altså være konkurrencedygtige i toppen af dansk fodbold, siger administrerende direktør Jesper Jørgensen til klubbens hjemmeside.

Da Brøndby stadig ikke har ansat en træner til den kommende sæson, har klubben valgt at udsætte en ellers planlagt emission til efter sommerferien.