Skov og Bruun Larsen er udtaget - her er U21-truppen til EM

16x9
Robert Skov er med i den bruttotrup, der skal spilles U21-EM i Italien. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Robert Skov er udtaget til bruttotruppen på 26 spillere til U21-EM. Tre spillere skal skæres fra inden EM.

Superligatopscorer Robert Skov (FC København) og Jacob Bruun Larsen (Borussia Dortmund) er med i bruttotruppen til sommerens U21-EM.

U21-landstræner Niels Frederiksen har tirsdag udtaget en trup på 26 spillere. Der er også blevet plads til Jonas Wind og Andreas Skov Olsen.

Der skal dog skæres tre spillere fra bruttotruppen inden slutrunden. Det vil ske i starten af juni.

Ajax-angriberen Kasper Dolberg er ikke med i truppen. Det samme gælder Chelsea-spilleren Andreas Christensen, selv om også han har alderen til at spille U21-EM.

Dolberg og Andreas Christensen har været i dialog med Niels Frederiksen om slutrunden, og fraværet af de to hænger også sammen med mulige opgaver på A-landsholdet. Her udtager landstræner Åge Hareide onsdag sin trup.

- Både Dolberg og AC har praktisk talt ikke været med hos os. Dolberg har været med i en enkelt kamp, mens AC slet ikke har spillet.

- Uden at afsløre Åge Hareides trup, så er det formentlig sådan, at de bliver udtaget til A-landsholdet. På baggrund af dette er vi blevet enige om, at de ikke skal være en del af det her, fortæller Niels Frederiksen.

Til gengæld er der blevet plads til adskillige andre danske talenter fra flere europæiske topklubber.

U21-truppen tæller navne som Jacob Rasmussen (Empoli), Joachim Andersen (Sampdoria), Rasmus Nissen Kristensen (Ajax), Joakim Mæhle (Genk), Andreas Poulsen (Gladbach), Mathias Jensen (Celta Vigo) og Philip Billing (Huddersfield).

Danmark er havnet i EM-gruppe med Tyskland, Østrig og Serbien. Og målsætningen er klar.

- Vi har en ambition om at gå videre fra gruppen. Man går ikke ind til en slutrunde uden at have en ambition om at gå videre. Og når vi videre fra gruppen, så vil vi også vinde semifinalen. Og går vi videre til finalen, så vil vi også vinde den, siger Niels Frederiksen.

- Vi har spillerne og holdet til at være med blandt de bedste, og vores første delmål er at gå videre fra gruppen, siger han.