- Jeg er ikke overrasket, siger ekspert om Bendtners Rosenborg-farvel

16x9
Nicklas Bendtner kom til Rosenborg i 2017. Foto: Terje Pedersen / Ritzau Scanpix

Kasper Lorentzen spår Nicklas Bendtner gode muligheder for at finde en god klub til sommer.

Nicklas Bendtner kan allerede begynde at forberede sig på at skifte klub til sommer.

Det fortæller Rosenborgs sportslige leder, Stig Inge Bjørnebye, til Dagbladet torsdag aften. Nyheden om angriberens fremtid kommer ikke bag på TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen.

- Jeg er ikke helt vildt overrasket. Han har jo været lidt ude i kulden på det sidste, og det kan jo være, at han har noget andet i støbeskeen ovenpå det. Så det er ikke så overraskende, når man i det seneste stykke tid har læst, hvad der foregår, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen.

Det er nemlig snart en måned siden, Bendtner senest var på banen for den norske storklub, og selv nogle af angriberens holdkammerater har offentligt udtrykt undren over danskerens situation.

Og Kasper Lorentzen tolker heller ikke nyheden, som om at Bendtners niveau skulle være årsagen til Rosenborgs beslutning.

- Jeg tror egentlig, han har nogle gode muligheder. Han har jo bevist sit værd i Rosenborg, men så er det jo, hvor meget hans ry vægter. Men der skal nok være nogen, der har lyst til at tage ham. Så det er bare et spørgsmål om, hvad der arbejdes på, siger Lorentzen.

USA kan være næste destination

Selv fortæller Stig Inge Bjørnebye også til den norske avis, at Bendtners exit er planlagt.

- Han forlader os til sommer, og det er en del af projektet og intentionen. Det står vi ved, siger han.

Missionen med Nicklas Bendtners skifte til Rosenborg i 2017 var at komme tilbage på landsholdet, men nu kan det mål dog, ifølge fodboldeksperten, godt have ændret sig for den 31-årige angriber.

- Jeg tror sagtens, den næste klub kan være på samme niveau, men det kan også være noget, der overrasker. Det er jo ikke sikkert, han har lyst til at gå den karrierebevidste vej, der kan give ham en landsholdskarriere igen. Det kan være alle mulige andre ting, som spillere gør i den alder. Det kan være et eventyr i USA, siger Kasper Lorentzen.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Nicklas Bendtners agent, Ivan Marko Benes, men det er ikke lykkedes.

Rosenborg har ikke yderligere kommentarer.

- Jeg har ingen kommentar udover det, som Stig Inge Bjørnebye har sagt, siger organisationsleder Trond Alstad til TV 2 SPORT.

Nicklas Bendtner har scoret 35 mål indtil videre for Rosenborg.