Toft spår minimal spilletid til Lössl i ny klub

16x9
Jonas Lössl skal gøre sig klar til at varme bænken i Everton, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Flemming Toft. Foto: Ian Walton / Ritzau Scanpix

Jonas Lössl skal ikke regne med meget spilletid i Premier League hos Everton, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Flemming Toft.

Fredag blev landsholdsmålmand Jonas Lössl præsenteret som ny spiller i engelske Everton, hvor han har skrevet under på en treårig kontrakt.

30-årige Lössl har været vant til masser af spilletid i sin tidligere klub Huddersfield, hvor han var det faste valg mellem stolperne hos Premier League-nedrykkerne.

Danskeren skal dog ikke forvente samme mængde spilletid hos ’The Toffees’, men alligevel vurderer TV 2 SPORTs fodboldekspert Flemming Toft, at det er et godt skifte.

- Hvis man ser på det rent karrieremæssigt, så får han ikke ret meget spilletid i Everton, fordi de har den engelske landsholdsmålmand Jordan Pickford. Han bliver bænkevarmer, og så får han måske nogle enkelte kampe i eksempelvis Liga Cuppen, siger Flemming Toft.

- Lössl skal være sparringspartner til Pickford, og så får han den rolle, som den tidligere hollandske landsholdsmålmand Maarten Stekelenburg har haft i Everton. Klubben ligger ikke helt oppe i toppen, men de ligger og roder lige under og har gjort det i mange år. Det er en god klub at komme til, og jeg tror, det er et godt valg for ham.

Også på det danske landshold fungerer Jonas Lössl som ’sparringspartner’ for det klare førstevalg Kasper Schmeichel.

Den rolle vil Everton-målmanden fastholde på landsholdet, slår fodboldeksperten fast.

- Hvis ikke Lössl får spilletid, så er det ikke godt nok kamptræningsmæssigt til landsholdet. Til gengæld kender han til hele landsholdsrumlen, og Åge Hareide er meget begejstret for ham, så han vil blive i landsholdstruppen, uanset hvor meget spilletid han får i Everton, forklarer Flemming Toft.

Jonas Lössl spillede inden sit skifte til Everton to sæsoner i Huddersfield, hvor han nåede at spille 72 kampe.