Wass og Valencia slår Barcelona i pokalfinalen

16x9
Valencia overraskede mod FC Barcelona i pokalfinalen. Foto: Julio Munoz / Ritzau Scanpix

Valencia sled og slæbte i anden halvleg og besejrede FC Barcelona 2-1 i den spanske pokalfinale.

Valencia og Daniel Wass fuldendte lørdag aften en fornem sæson med at vinde den spanske pokaltitel.

Her blev FC Barcelona slået 2-1 i finalen i Copa del Rey, og dermed brød Valencia Barcelonas stime af pokalsejre de seneste fire år.

Det er Valencias ottende pokaltitel og klubbens første siden 2008, og Valencia kan se tilbage på en sæsonafslutning, der bød på kvalifikation til Champions League i sidste spillerunde og en pokaltriumf.

Trods et spansk mesterskab hænger der derimod endnu mørkere skyer over FC Barcelona efter en katastrofal afslutningen på sæsonen for catalanerne.

Barcelona røg ud af Champions League i semifinalen, da Liverpool vendte 0-3 til en samlet 4-3-sejr i returopgøret, og stemningen er næppe høj i klubben efter finalenederlaget i Copa del Rey.