Hareide efterudtager to spillere til kampe i EM-kvalifikationen

16x9
Landstræner Aage Hareide har efterudtaget Anders Christiansen og Jacob Bruun Larsen til kampene mod Irland og Georgien. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Malmøs Anders Christiansen og Jacob Bruun Larsen fra Dortmund er blevet udtaget til kampene mod Irland og Georgien i EM-kvalifikationen.

Landstræner Åge Hareide har søndag aften udtaget to nye spillere til det danske fodboldlandshold.

Anders Christiansen fra Malmø FF og Dortmunds Jacob Bruun Larsen vil mandag støde til truppen. Desværre for landstræneren må han se bort fra Lukas Lerager, der har meldt afbud til de to forestående kvalifikationskampe mod Irland og Georgien.

Det skriver Dansk Boldspil-Union på Twitter.

Dermed kan Anders Christiansen for første gang siden 2015 få spilletid for det danske landshold, mens Jacob Bruun Larsen for anden samling i træk er en del af holdet.

Landsholdet oplyser desuden, at Jacob Bruun Larsen og Robert Skov efter landskampene vil slutte sig til U21-landsholdet, der i juni skal spille U21-EM i Italien.

Daniel Wass og Riza Durmisi også på landsholdet

Anders Christiansen er ikke den eneste, der kan se frem til et comeback på det danske landshold. Det samme kan Daniel Wass og Riza Durmisi.

Wass spillede senest en landskamp den 15. november 2016, mens Durmisi spillede den 22. marts 2018, men altså ikke var en del af den trup, der skulle til VM i Rusland.

Danmark har spillet én kamp i EM-kvalifikationen, hvor de spillede 3-3 mod Schweiz.

Truppen

  • Frederik Rønnow
  • Jesper Hansen
  • Kasper Schmeichel
  • Andreas Bjelland
  • Andreas Christensen
  • Henrik Dalsgaard
  • Jens Stryger Larsen
  • Mathias ’Zanka’ Jørgensen
  • Peter Ankersen
  • Riza Durmisi
  • Simon Kjær
  • Christian Eriksen
  • Daniel Wass
  • Lasse Schöne
  • Anders Christiansen
  • Pierre Emile Højbjerg
  • Thomas Delaney
  • Kasper Dolberg
  • Martin Braithwaite
  • Nicolai Jørgensen
  • Robert Skov
  • Yussuf Poulsen
  • Jacob Bruun Larsen