Nu åbnes billetsalget til EM - få danskere har vist interesse

16x9
Danmark fans under EM-kvalifikationkampen mellem Danmark - Irland i Telia Parken. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Onsdag åbnes billetsalget for næste års EM i fodbold, og her skal danske fans sidde klar ved tasterne, hvis man ønsker at se en af kampene i Parken.

For første gang nogensinde skal Danmark næste år være vært for kampe ved EM i fodbold.

Det europæiske fodboldforbund (UEFA) har valgt at markere slutrundens 60-års jubilæum ved at afholde EM i 12 forskellige byer i 12 forskellige lande, og her er Parken i København altså blandt de udvalgte.

Og onsdag klokken 14 bliver det for første gang muligt at komme i betragtning til billetter til den historiske sportsbegivenhed på dansk jord, når UEFA åbner for et ansøgningsvindue.

Alle, der søger, kommer med i et lotteri, hvor man kan være heldig at få mulighed for at købe de eftertragtede billetter.

- Det er kanonvigtigt, at de danske fans gør det, for ellers risikerer vi, at der ikke er så mange danske fans, som vi gerne vil have til de her kampe, der altså bliver spillet i Parken næste sommer, siger kommunikationschef i Dansk Boldspil-Union (DBU), Jakob Høyer.

Kommunikationschefen fortæller, at man de sidste par måneder har haft mulighed for at registrere sig og få en påmindelse, når det er muligt at sikre lodder i puljen. Men det har været uden den store danske tilslutning.

- Det er der ikke særlig mange danskere, der har gjort. Det er kun et par tusinde, og det er formentlig, fordi danskerne ikke er vant til at skulle skrive sig op i så ekstrem lang tid i forvejen, siger Jakob Høyer.

UEFAs hjemmeside fremgår det, at billetter til kampene i Parken kan købes i tre forskellige prisniveauer. De billigste billetter kan erhverves for cirka 370 kroner, mens de dyreste koster knap 1400 kroner.

DBU får 5000 billetter

Hvis ikke man får billetter i denne omgang, så vil der fortsat være et håb for danske fodboldfans. Alle lande, der kvalificerer sig til slutrunden, vil således få tildelt et antal billetter, som de kan sælge til egne fans.

Her har DBU valgt, at medlemmerne af unionens fanklubber skal have en fordel. Billetterne deles op i to puljer. Den ene er til de medlemmer, som har optjent flest loyalitetspoint ved at deltage i hjemme- og udekampe, mens den anden pulje bliver fordelt ved lodtrækning til de resterende medlemmer.

- Vi ved, at vi senere på året, når Danmark kvalificerer sig, får omkring 5000 billetter, som vi kan begynde at sælge til de danske fans. Men det er jo kun en tredjedel af Parken, og hvis der skal være flere danskere, så handler det om, at danskerne skal ind og søge om billetter, når salget åbnes på onsdag, siger Jakob Høyer.

Billetsalget er i første omgang åbent i en måned fra den 12. juni til den 12. juli.