Tyskland ydmyger estere i ensidig 8-0-målfest

16x9
Seks tyskere kunne noteres for mål i EM-kvalifikationskampen mod Estland. Foto: Sascha Steinbach / Ritzau Scanpix

Tyskland holdt legestue med esterne, der lignede statister i en træningsøvelse i det ydmygende 0-8-nederlag.

Efter to sejre på udebane over Holland og Hviderusland fortsatte Tyskland dominansen i EM-kvalifikationen hjemme mod Estland.

Tyskerne var i strålende spillehumør og vandt tirsdag aften med hele 8-0 over Estland.

Dortmund-angriberen Marco Reus satte gang i tyskernes målfest efter blot ti minutters spil.

Syv minutter senere fordoblede Bayern München-angriberen Serge Gnabry føringen på et oplæg af kantspilleren Leroy Sane.

Efter 20 minutter scorede Leon Goretzka til 3-0, og seks minutter senere udnyttede Ilkay Gündogan et straffespark til at gøre det til 4-0.

Tyskerne var ikke færdige med at ydmyge esterne i en ensidig første halvleg, og Reus øgede til 5-0 efter 37 minutter.

I anden halvleg var der længere mellem det tysk opvisningsspil, men alligevel fik Gnabry også fordoblet sit målantal, så Estland var bagud med tenniscifre.

Den indskiftede angriber Timo Werner gjorde ondt værre og scorede til 7-0 med et elegant chip, inden Sane fuldendte ydmygelsen med målet til slutresultatet 8-0.

Sejren betyder dog ikke, at tyskerne topper sin gruppe. Tyskland har ni point efter tre kampe i gruppe C, der toppes af Nordirland, der har ti point efter fire kampe.

Holland er placeret på tredjepladsen med tre point efter to kampe. De to bedste hold i gruppen går videre til EM-slutrunden.

Nordirerne spillede tirsdag 0-0 ude mod Hviderusland, der har et point efter fire kampe. Estland har nul point efter tre kampe.