USA sætter VM-rekord med sejr på 13-0

16x9
Amerikanerne kunne juble 13 gange, da de mødte Thailand ved VM. Foto: Christian Hartmann / Ritzau Scanpix

USA scorede 10 mål i anden halvleg, da Thailand blev splittet ad ved VM. Sejren på 13 er rekordstor.

De regerende verdensmestre fra USA har stemplet godt og grundigt ind i årets turnering.

Med en sejr på hele 13-0 over Thailand sikrede USA sig ikke kun tre point i den indledende gruppe, men også en rekord i VM-sammenhæng.

Sejren på 13 mål er nemlig rekordstor. Den tidligere rekord tilhørte Tyskland, der ved VM i 2007 vandt 11-0 over Argentina. Det skriver Forbes.

Ud over sejrens størrelse er det bemærkelsesværdigt, at Alex Morgan scorede hele fem mål. Hun er blot den anden spiller, der scorer fem mål i samme kamp ved et VM, oplyser det internationale fodboldforbund FIFA. Landsmanden Michelle Akers var den første, der scorede fem mål i én kamp.

Derudover er det værd at nævne, at USA ’kun’ førte med 3-0 ved pausen.

I starten af anden halvleg scorede amerikanerne fire mål på seks minutter, hvilket så ud til at tage modet fra thaierne.

Efterhånden som kampen skred frem, fik USA lettere og lettere ved at komme til chancer. USA havde bolden i 75 procent af tiden, og egentlig var det kun et spørgsmål om tid, inden rekordsejren blev sikret.

Alex Morgan og Megan Rapinoe scorede begge to, da USA vandt 13-0 ved VM.
Alex Morgan og Megan Rapinoe scorede begge to, da USA vandt 13-0 ved VM. Foto: Christian Hartmann / Ritzau Scanpix
  • 1-0: Morgan (12. min.)
  • 2-0: Lavelle (20. min.)
  • 3-0: Horan (32. min.)
  • 4-0: Mewis (50. min.)
  • 5-0: Morgan (53. min.)
  • 6-0: Mewis (55. min.)
  • 7-0: Lavelle (56. min.)
  • 8-0: Morgan (74. min.)
  • 9-0: Rapione (79. min.)
  • 10-0: Morgan (81. min.)
  • 11-0: Pugh (85. min.)
  • 12-0: Morgan (87. min.)
  • 13-0: Lloyd (92. min.)

USA og Thailand er i gruppe med Sverige og Chile. De to nationer mødtes tidligere tirsdag aften i en kamp, der blev afbrudt af tordenvejr. Efter en længere pause lykkedes det Sverige at vinde 2-0.