Hjulmand afslog tilbud, der var 'mere end han havde forventet'

Kasper Hjulmand fulgte sit hjerte og ikke pengene, da han skulle tage stilling til sin trænerfremtid.

Kufferten stod pakket.

Kasper Hjulmand var klar til et trænereventyr i udlandet, men så ringede Dansk Boldspil-Unions fodbolddirektør Peter Møller, og det fik efter et par samtaler Hjulmand på andre tanker.

Han endte med at afslå tilbud fra markante klubber.

- Vi snakker europæisk fodbold, en større liga og en større klubscene. Også mere end jeg havde forventet. Men jeg kunne mærke, at det her betød meget for mig. At være landstræner som dansk træner er for mig det største, siger Kasper Hjulmand til BT.

Hjulmand ønsker ikke at nævne klubnavne, men henover foråret blev den 47-årige nordjyde sat i forbindelse med Anderlecht og Club Brugge i Belgien. Også superligaklubben Brøndby IF blev nævnt.

For det var ikke ventet - heller ikke hos Hjulmand selv - at det ville blive nu, den danske fodboldunion ville tilbyde ham landstrænerposten.

Danmarks landstrænere siden 1970

  • 2020-2024: Kasper Hjulmand
  • 2016-2020: Åge Hareide
  • 2000-2015: Morten Olsen
  • 1996-2000: Bo Johansson
  • 1990-1996: Richard Møller Nielsen
  • 1979-1990: Sepp Piontek
  • 1976-1979: Kurt Nielsen
  • 1970-1975: Rudi Strittich

- Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er voldsomt stolt og beæret. Det var ikke noget, jeg havde regnet med, som skulle ske, lød det fra Kasper Hjulmand på pressemødet onsdag, hvor han blev præsenteret.

- Jeg kunne mærke, da jeg fik den her mulighed, at foran flere penge og mulighed foran Europa, er det her hjerteblod. Jeg er vokset op med landsholdet, og for mig er det hjerteblod og passion for dansk fodbold.

Kasper Hjulmand har fået en fireårig kontrakt gældende fra 1. august 2020. Morten Wieghorst bliver assisterende landstræner i samme periode.

Wieghorst tager et år uden løn

Hjulmand har en trænerfortid i Lyngby BK, FC Nordsjælland og Mainz 05. Wieghorst har været træner for det danske U21-landshold samt superligaklubberne FC Nordsjælland, AGF og AaB.

Frem til sin tiltrædelse er Kasper Hjulmand blevet ansat som konsulent i Dansk Boldspil-Union, mens Morten Wieghorst først er ansat fra 1. august 2020.

Alligevel har han i sinde at binde sig til jobbet allerede nu.

- Det er ikke planen, at jeg skal ud at være træner inden, sagde Wieghorst onsdag.

- Min plan i forhold til landsholdet er, at jeg skal være kæmpe fan, og så skal jeg ud og se en masse fodbold.

Dermed skal han gå det næste år uden løn.

- Det er meget personligt, men jeg er i en heldig situation, så jeg skal nok klare mig.

Morten Wieghorst blev fyret i AaB i november sidste år. Han havde kontrakt med den nordjyske klub frem til sommeren 2019.