Svært at tro på EM-semifinale med dette hold

16x9
Jacob Bruun Larsen og resten af det danske hold så nederlaget i øjnene ude fra bænken. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Klumme efter Danmarks 1-3-nederlag mod Tyskland i holdenes første kamp ved U21-EM:

Endnu en gang gik grænsebommen ned, og tyskerne lukkede bag sig. De danske fodboldtalenter leverede ikke, hverken på resultatet, det kollektive eller individuelt. Bortset fra Robert Skov.

FCK'eren, Årets Profil i Superligaen, var den eneste, der udfordrede med kvalitet, eneste der klassificerede sig til Åge Hareides A-hold og i øvrigt eneste danske målscorer.

Det blev en mareridtsaften, hvor det rød-hvide stjernestøv forsvandt i det norditalienske lummermørke, hvor for meget tvivl i for mange beslutninger på og uden for banen kom i fokus. Det bliver svært at tro på den videre færd med det hold, træner Niels Frederiksen på forhånd betegnede som det bedste nogensinde - i sin tid (siden 2015).

Nærmest som i neon stod det klart, at det ikke er nok at være i en klub. Man skal også spille. For mange danske på U21-holdet har været for langt fra spilletid i deres respektive klubber. Og så er talent ikke nok.

Et eksempel er Marcus Ingvartsen med 9-tallet på ryggen. Sølle 174 spilleminutter i belgiske Genk i en hel sæson. Det er ganske enkelt for meget for lidt, og burde ikke række til en startopstilling. Udenfor sad Jonas Wind med mere tyngde, mere selvtillid og langt mere spilletid i ben og hoved.

Det samme kan desværre også siges om Philip Billing og Mathias Jensen. Et problem, der satte fede streger under manglerne. Og oven i hatten for mange, der enten ikke slog til eller lavede så mange, tydelige og kostbare fejl.

1300 Bundesligakampe stod der på det samlede tyske CV, og det gjorde en forskel. 0-3 i 2015, 0-3 i 2017 og nu 1-3 i 2019. Tankevækkende. Vi praler af - og har vel nok - talentet, generelt set. Men afstanden til toppen af poppen er stor. I hvert fald når vi ser på åbningen.

Hvis vi læner os tilbage og ser på fejl, er alle vel enige. Dem var der for mange af, og det smerter i international sammenhæng. Og vi er vel også alle enige om, at Robert Skov var suverænt bedste dansker. Han tog som den eneste ansvar, initiativ og viste klasse. Måske ikke på alle dødbolde, ud over straffesparket. Men det var Robert Skov, der tog et skridt opad på den store scene.

Men træerne faldt i Skov-en. En for en - og sammen. Det blev en låst dansk forestilling. Jeg sidder tilbage og ærgrer mig over, at Jacob Bruun Larsen, der aldrig rigtig fik flow, ikke fulgte med på det, Skov i den anden side præsenterede.

Men som helhed en dansk skuffelse med for mange, der faldt og virkede tøvende - også på bænken. Jeg savnede, at Niels Frederiksen reagerede tidligere med lidt ny spillemæssig attitude, et nyt udtryk. Der gik 70 minutter før første udskiftning.

Danmarks talenter trådte ind i turneringen. Desværre med for mange fejltrin. Nu skal harddisken slettes. En genstart er tvingende nødvendig