U21-landsholdet læner sig mod afgrunden

16x9
U21-landstræner Niels Frederiksen giver Marcus Ingvartsen gode råd under træningen. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

KLUMME.

De spiller for lidt - ganske enkelt.

For mange af de danske talenter på U21-landsholdet er uden kamptræning, og det er en ærgerlig bekymring. De har fine kontrakter med udenlandske klubber, men de varmer bænke i stedet for græs. Det bør andre, der vil ud, og deres rådgivere for alvor kigge på, når der kommer tilbud ind ad døren.

Selvfølgelig kan der ikke udstedes spille-garanti, når en fodboldkonfirmand veksler sin forholdsvis trygge tilværelse i Danmark ud med drømmen om det udenlandske eventyr. Der er heller ingen dækning mod trænerskifte, dårlige resultater eller egne, manglende kvaliteter.

Men det bør være øverst på to-do-listen, at et tilbud granskes for mulig spilletid. Det virker fornuftigt, at den slags prioriteres før eller i samklang med økonomien. Spillere uden spilletid går i stå eller bliver sat tilbage fysisk, fodboldmæssigt og mentalt.

U21-træner Niels Frederiksen siger ganske vist, at hvis en spiller i landsholdsregi er god nok, er det lige meget, hvor meget han spiller i sin klub. Javel, men hvis han - eller de - kommer til en slutrunde uden kampe i benene, er de bagud på points overfor et modstanderhold, der jævnligt betræder græsset. Tyskerne - for at tage et eksempel - havde 1300 bundeligakampe på CV’et fra den netop overståede sæson. Forskellen var til at få øje på.

De vil holde om hinanden i rundkredsen før aftenens kamp og love fælles front. Men det her kræver mere

Flemming Toft

U21-landsholdet læner sig mod afgrunden denne torsdag i det norditalienske. Det indledende nederlag til Tyskland var måske nok ventet, og nu er kniven i strubehøjde med krav om sejr over Østrig i Udine. Ellers er det finito for den talentfulde, danske flok. Og mens træner Niels Frederiksen er på sin farvel-tour skal han blande kortene rigtigt - friske ben eller stærkeste hold.

Frederiksen stillede det, han kaldte stærkeste hold mod tyskerne. I aften har han brug for friske ben. Ben der har været mere i brug hen over sæsonen. Derfor er Jonas Wind oplagt som frontløber i stedet for Marcus Ingvartsen, der ellers har været Frederiksens foretrukne. Ingvartsen har lavet 17 mål under Frederiksen, men han har langt fra haft græsfølelsen i belgiske Genk, som han nu forlader. Modsat har Jonas Wind fået sit gennembrud i FC København, og kommer med friske ben. Han er ny i U21-sammenhæng, og det er blot hans femte U21-kamp. Men han spiller i sin klub - og præsterer.

Det danske hold er tvunget til at præstere - kollektivt og individuelt - for der skal noget ganske særligt til at vende bøtten. Østrig er ikke en uoverkommelig opgave, men de vandt deres første kamp ved dette EM, og det har naturligvis gjort selvtilliden til en kollektiv smitte. Samtidig formoder jeg ikke, at danskerne helt har slettet harddisken, for de var slemt skuffede efter 3-1-nederlaget i mandags.

Fordi der var mangler, fordi der var afgørende personlige fejl og fordi de normalt mest toneangivende, bortset fra Robert Skov, ikke nåede i vater. De vil holde om hinanden i rundkredsen før aftenens kamp og love fælles front. Men det her kræver mere.

Det kræver, at enkelte hoveder rager op og gør noget særligt. Især Jacob Bruun Larsen fra Borussia Dortmund, Jonas Wind og Robert Skov fra FC København. De tre forreste skal gå forrest. Og det er faktisk tre med klubkampe i benene.