Cameroun indleder titelforsvar i Afrika med sejr

16x9
Stephane Bahoken skulle blot bruge to minutter på banen, inden han lagde bolden i netmaskerne. Foto: Amr Abdallah Dalsh / Ritzau Scanpix

En 2-0-sejr på et næsten tomt stadion i Egypten satte Cameroun i gang med titelforsvar i afrikansk mesterskab.

Den forsvarende mester kom godt i gang med Africa Cup of Nations tirsdag, da Cameroun var i kamp for første gang i dette års udgave af turneringen.

Cameroun besejrede Guinea-Bissau 2-0, men de femdobbelte afrikanske mestre måtte inde på banen væbne sig med tålmodighed.

Første halvleg var uden scoringer, og først i det 66. minut lykkedes det Cameroun at komme foran 1-0.

Der var ikke mange tilskuere til kampen i Ismailia i Egypten, men de få på tribunerne kunne efter lidt over en time se Yaya Banana stige til vejrs og kraftfuldt heade Cameroun foran.

Minuttet efter blev Stephane Bahoken fra franske Angers sendt på banen for titelindehaveren, og angriberen skulle blot bruge to minutter, før han havde sendt bolden i nettet.

Efter et indlæg endte bolden hos Bahoken, der var helt umarkeret og dårligt kunne undgå at score til slutresultatet 2-0.

De øvrige hold i gruppen er Benin og Ghana, der mødes senere tirsdag.

Africa Cup of Nations består af seks grupper, og alle hold har været i kamp en gang, når tirsdagens sene opgør er spillet.