Real Madrid vil satse på kvindefodbold

16x9
Real Madrid-logoet skal også sidde på brystet af kvindelige fodboldspillere. Det er bestyrelsens ambition. Foto: Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

Den spanske storklub Real Madrid vil også have et kvindehold. Allerede i den kommende sæson begynder et samarbejde med en kvindehold.

Real Madrid vil ligesom mange andre storklubber satse på kvindefodbold.

Det skriver klubben på sin hjemmeside, hvor man kan læse, at bestyrelsens plan er at gennemføre en fusion med en anden klub.

- Bestyrelsen i Real Madrid C. F., der har holdt møde i dag den 25. juni, vil foreslå en fusion med kvindefodboldklubben Club Deportivo Tacón på medlemmernes næste generalforsamling. Det er med virkning fra 1. juli 2020.

- I løbet af sæsonen 2019/2020 vil C. D. Tacóns førstehold træne og spille kampe i Real Madrid City som en del af det foreløbige samarbejde mellem de to klubber, lyder meddelelsen.

Alene i Spanien har flere af de velkendte herreklubber et hold i den bedste kvindelige række. Atlético Madrid blev eksempelvis mester i den forgangne sæson, mens FC Barcelona nåede semifinalen i Champions League. Derudover kan Levante, Athletic Club Bilbao, Real Betis, Real Sociedad, Valencia, Espanyol og Sevilla også nævnes.

CD Tacón spillede i den forgangne sæson i den næstbedste række, hvor klubben rykkede op i den bedste række.

Herhjemme er FC Nordsjælland det seneste eksempel på en klub, der er begyndt at satse på kvindefodbold. Efter tre oprykninger i træk skal FCN spille i Danmarks bedste række efter sommerferien, og tirsdag blev holdet forstærket med den rutinerede landsholdsspiller Line Røddik.