AC Milan og Inter tager første officielle skridt mod nyt stadion

16x9
San Siro skal rykkes ned, hvis AC Milan og Inter får lov til det. Foto: Alberto Lingria / Ritzau Scanpix

De to Milano-klubber har officielt ansøgt de lokale myndigheder om at gå videre med planer om et nyt stadion.

Et spritnyt stadion til cirka 60.000 tilskuere.

Det er, hvad de to fodboldklubber AC Milan og Inter drømmer om.

De to Milano-klubber har afleveret en ansøgning hos de lokale myndigheder, og klubberne håber på grønt lys for at gå videre med planerne, der også skal tiltrække folk, når der ikke spilles kampe.

Det nye stadion skal erstatte San Siro - eller Stadio Giuseppe Meazza - der er offentligt ejet, og som begge klubber har spillet på i årevis. Der kan sidde 80.000 tilskuere på San Siro.

- Dette er et omfattende projekt, som vil kræve investeringer på mere end 1,2 milliarder euro (ni milliarder kroner).

- Det er afgørende for at løfte fodbolden i Milano tilbage til den globale elite, står i en pressemeddelelse fra begge klubber.

Det er meningen, at klubberne selv skal betale det nye stadion, der dog ikke er tegnet endnu. Planen er at opføre det nye stadion ved siden af det nuværende San Siro, der skal jævnes med jorden. Det giver plads til en helt ny bydel med sportsaktiviteter, underholdning og shopping. Klubberne mener, det vil lokke folk ud omkring stadion på alle årets dage - og at det vil skabe 3500 arbejdspladser.

Det har i flere år været diskuteret, om San Siro skal moderniseres igen, eller om der i stedet for skal bygges et helt nyt stadion. San Siro er i spil til at være arena for åbningsceremonien til vinter-OL i 2026, som finder sted i Milano og Cortina d'Ampezzo.