Schmeichel optaget i Hall of Fame

Peter Schmeichel blev optaget i 'Fodboldens Hall of Fame' i 2009

Den tidligere landsholdskeeper Peter Schmeichel blev ved mandagens Fodbold Award 2009 medlem af en ganske særlig klub. Den snart 46-årige dansker blev nemlig optaget i fodboldens Hall of Fame og fik overrakt statuetten af ingen mindre en sin tidligere manager i Manchester United, Sir Alex Ferguson.

Som den eneste prismodtager på aftenen modtog Peter Schmeichel stående klapsalver fra de fremmødte i Cirkusbygningen og kunne derfor næsten ikke få lov til at komme til orde. Det lykkedes ham dog.

"Det er en ubeskrivelig aften, fordi jeg får lov til at blive optaget i Hall of Fame og ikke mindst fordi, jeg får lov til at blive hyldet af dig," sagde en rørt Peter Schmeichel og henvendte sig direkte til United-manageren.

Kort forinden havde den skotske herre været på talerstolen, hvor hans lune humør fik lov til at skinne igennem.

"Denne spiller giver mig mareridt og hjerteproblemer. Men det er en fantastisk mand," sagde Sir Alex Ferguson blandt andet.

Peter Schmeichel startede sin profes­sionelle karriere i Gladsexe-Hero som 18-årig, og siden blev det til sto­re kontrakter med både Brøndby IF, Manchester United, Sporting CP, Aston Villa og Manchester City. Sideløbende var han en af de absolut bærende kræf­ter på det danske fodboldlandshold, som han var en del af fra 1987 til 2001.

En ting, der mere end noget andet ka­rakteriserede Schmeichel i sin aktive karriere, var hans perfektionistiske og stålfaste vindermentalitet. Det kom specielt til udtryk i en højtråbende og krævende attitude over for medspil­lerne, der dog altid kunne regne med, at den bagerste skanse stillede mindst lige så høje krav til sig selv som til andre.