Piontek optaget i Hall of Fame

Sepp Piontek blev optaget i Hall of Fame ved Dansk Fodbold Award

Josef Emanuel Hubertus Piontek eller bare Sepp Piontek skrev historie, da han kvalificerede Danmark til den første VM-slutrunde nogensinde i 1986.

Blandt andet den bedrift kastede stor hyldest af sig mandag aften ved Dansk Fodbold Award, hvor den tidligere landstræner blev optaget i 'Fodboldens Hall of Fame.

"Sepp, jeg må sige, du imponerede os fra start. Både på det fodboldmæssige plan, men også ved fra starten at tale en form for dansk. Et dansk, som du altid har holdt ved og forfinet gennem årene," jokede vennen Preben Elkjær om tyskeren, inden han overrakte Sepp Piontek prisen i Cirkusbygningen.

Alle husker Mexico
I årene op til '86-slutrunden i Mexico arbejdede den tidligere back fra Preussen stenhårdt på at få noget ud af et dansk landshold, som bare tabte og tabte. Det høstede han og fodbold-Danmark frugten af i Mexico, hvor holdet spillede sig videre fra den indledende runde med sejre over Skotland, Uruguay og Vesttysland.

Piontek revolutionere fodbolden i Danmark, og det vil han altid blive husket for. Ikke mindst efter mandagens prisuddeling.

"Jeg er utrolig taknemmelig for at blive optaget i Hall of Fame - igen," sagde Sepp Piontek og hentydede til 'Dynamitholdet' fra 1980'erne, som også er medlem af det fine selskab.

'Fodboldens Hall of Fame' blev grundlagt i 2007, hvor Michael Laudrup var den første til at entrere den eksklusive klub.

Herunder kan du se alle klubbens nuværende medlemmer:

Michael Laudrup

Peter Schmeichel

Allan Simonsen

Carl Aage Præst

EM-holdet fra 1992

'Dynamit-holdet' fra 80'erne

Harald Nielsen

Preben Elkjær

Per Røntved

Sepp Piontek