Unibet som sponsor i FCK og FCM

16x9

FC København og FC Midtjylland har i dag indgået sponsoraftaler med spiludbyderen Unibet. Sådan lyder det i pressemeddelelser fra de to Superliga-klubber.

"Udover et tocifret millionbeløb har Unibet udvist en særlig interesse og engagement i at aktivere sponsoratet overfor FC Københavns mange fans både på og mellem kampdage," siger administrerende direktør i FC København, Anders Hørsholt.

Som en del af aftalen ændrer FC Københavns hjemmebane Parken B-tribunens navn til Unibet-tribunen.

Bliver bettingpartner i FCM
FC Midtjylland vil ikke afsløre, hvad aftalen med Unibet betyder i tal, men klubben glæder sig over kontrakten med Unibet, der bliver såkaldt eksklusiv betting partner i regionsklubben.

"Unibet forstod straks potentialet i vort unikke regionale klubsamarbejde og kunne derfor komme med et tilbud, der var interessant for både FC Midtjylland, men i høj grad også for vore 150 samarbejdsklubber, der får mulighed for at spille en væsentlig rolle i samarbejdet med Unibet," siger FCM-bossen Jens Ørgaard.

Det er først efter liberaliseringen af den danske spillelov pr. 1. januar 2012, at det er blevet muligt for private spilleselskaber at indgå aftaler i Danmark. FC Midtjylland er sammen med FC København de første klubber, der indgår et formelt samarbejde med en bettingpartner.