Magnussen tror på McLarens vikar: Han fortjener det

Kevin Magnussen mener, at Stoffel Vandoorne vil gøre et godt stykke arbejde som reserve for skadede Fernando Alonso

McLaren måtte til årets første løb sidste år sætte Kevin Magnussen ind som afløser for Fernando Alonso, da spanieren ikke måtte køre efter et uheld i en test.

Nu må det engelske team så igen få hjælp af en reservekører efter Alonsos voldsomme uheld i Australien.

Derfor er Stoffel Vandoorne kaldt til Bahrain.

- Der er ikke mange, der får den chance, så jeg håber, at han nyder det. Det er en kæmpe mulighed for enhver at få chancen for at køre Formel 1. Det er virkelig, virkelig stort, siger Kevin Magnussen ifølge Autosport.com om Vandoornes pludselige mulighed.

Kevin Magnussen kender Stoffel Vandoorne særdeles godt. Både som konkurrent og som teamkammerat.

I 2013 kørte Magnussen mod Vandoorne i Formel Renault 3,5, hvor danskeren tog mesterskabet foran netop Vandoorne.

Han er god nok til Formel 1

Kevin Magnussen

Den titel sikrede Magnussen et fast sæde i Formel 1, mens belgieren også var tilknyttet McLaren som udviklingskører.

- Han er god nok til Formel 1, så jeg er sikker på, at han får et godt løb. Han fortjener at være her, så jeg er glad for, at han får chancen, siger Magnussen.

Stoffel Vandoorne er forsvarende GP2-mester og har flere gange vist sit store talent på racerbanen.

Kevin Magnussen er heller ikke i tvivl om, at reservekøreren vil gøre et godt stykke arbejde, selvom de nye begrænsninger på radiosnak mellem bil og pit kan blive en udfordring.

- Det bliver måske lidt mere, som han er nødt til at huske eller få lært. Men det at køre bilen, køre racerløb og være hurtig, det er jeg sikker på, at det ikke bliver noget problem for ham, siger Kevin Magnussen.

Vandoorne skal dog forberede sig på et antiklimaks, når Alonso igen er klar til at køre.

- Det er frustrerende at vide, at du er nødt til at aflevere bilen tilbage, selvom jeg ikke ved, om det bliver ét eller to løb. Det føles lidt underligt, fordi du ikke rigtig kan se fremad. Du skal bare gøre det bedste i situationen, lyder det fra Magnussen.

Stoffel Vandoorne, Kevin Magnussen og resten af Formel 1 feltet kører Bahrains Grand Prix søndag kl. 17 dansk tid.