Magnussen elsker sin nye racer: - Den er fed at køre

Trods småproblemer og et enkelt uheld var Kevin Magnussen tilfreds med bilen efter første del af Formel 1-sæsonen første testkørsel i Barcelona.

Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet tog mandag officielt hul på 2017-sæsonen ved årets første testkørsel af de nye biler i Barcelona.

24-årige Magnussen nåede ganske vist kun at køre 15 omgange på Circuit de Barcelona-Catalunya, men selvom Haas-holdet havde lidt problemer,  var danskeren alligevel tilfreds med bilen.

- Første fornemmelse af bilen er spændende. Man kan mærke, at der er mere greb, og man kan presse bilen. Den er fed at køre, sagde Magnussen umiddelbart efter dagens første fire-timers test.

Der er dog nogle småproblemer med diverse sensorer og temperaturmålere på Haas VF-17-raceren, der driller lidt, men det er ikke alvorligt og helt forventeligt, forklarer Magnussen. 

Lidt mere alvorligt kunne det være blevet, da Kevin Magnussen havde kontakt med barrieren kort før kl.13.00, hvor dagens første test sluttede, men det gav ingen alvorlige skader på bilen.

- Jeg tabte bagenden i sving 10 og ramte væggen med forvingen, som belv beskadiget, men vi er klar igen efter frokost.

Magnussen sluttede første test som blot syvendehurtigste mand af de ni, der fik sat en omgangstid. Det er dog ikke noget, man skal lægge for meget i, forklarer han selv.

- I dag skal vi bare have så mange småproblemer som muligt ud af verden og få nogle omgange og kilometer i bilen. Det er ikke ret meget performance-mæssigt testarbejde.

Nu venter så anden del af dagens test, hvor Kevin Magnussen igen sidder bag rattet.

- Det er super dejligt at være tilbage i bilen, og se og mærke den her nye bil, som jeg har glædet mig til at se og køre. Det bliver fedt at arbejde med den senere, slutter Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen er tilbage i Haas-raceren kl. 14.00, når anden del af mandagens test køres. Du kan følge testen i TV 2 SPORTs liveblog.