Magnussen imponerer i anden test: Sætter fjerdehurtigste tid

Mens formiddagens test i Barcelona var præget af uheld, så fik Kevin Magnussen til sidst fart i Haas-raceren.

Racerkøreren Kevin Magnussen fik sat farten op i anden halvdel af mandagens Formel 1-test i Barcelona.

Det lykkedes den 24-årige Haas-kører at forbedre formiddagens hurtigste omgangstid med mere end tre og et halvt sekund.

Magnussen tilbagelagde den 4655-meter-lange Circuit Catalunya på 1 minut og 22,894 sekunder.

Dermed endte danskeren mandagen som den fjerdehurtigste mand efter Felipe Massa (Williams), Sebastian Vettel (Ferrari) og Lewis Hamilton (Mercedes), der var hurtigst.

Måske endnu vigtigere for Haas-teamet fik Kevin Magnussen lagt yderligere 36 omgange til de 15 rundture, han nåede mandag formiddag.

På de første testdage er det typisk vigtigere for Formel 1-holdene at få tilbagelagt så mange kilometer som muligt end at sætte hurtige tider. Dermed kan holdene få løst bilernes småproblemer, før farten øges senere på ugen.

Eftermiddagen bød desuden ikke på de uheld, der ramte Magnussen i mandagens tidlige test.

Her blev Haas-bilen ramt af et pludseligt motorstop. Senere snurrede danskeren rundt om sig selv og snittede barrieren efter problemer med bremserne. 

Kevin Magnussen skal også køre i Barcelona tirsdag, mens holdkammeraten Romain Grosjean testkører onsdag og torsdag. Testen på Circuit Catalunya fortsætter i næste uge.

Læs også dagens test minut for minut i vores liveblog.