Magnussen nyder sin nye 'familie': - Det bliver nemmere at være her

16x9
Den danske racerkører åbner Formel 1-sæsonen med sit nye hold d. 26. marts i Melbourne, Australien. Foto: JOSE JORDAN / Scanpix Denmark

Kevin Magnussen har kørt for nogle af de største hold i Formel 1, men danskerens nye, mindre hold har noget, de store ikke har.

Kevin Magnussen har i en alder af bare 24 år allerede repræsenteret McLaren og Renault, der er nogle af Formel 1's største hold.

Op til denne sæson skiftede danskeren så til et af de absolut mindste hold i Formel 1, da det amerikanske hold Haas tilbød ham et sæde i deres racer. 

decms://232724d4ae3fa032934fe5c6bfcdd55dac391813

Det har indtil videre vist sig som den helt rigtige beslutning af danskeren. Netop fordi det nye hold er meget mindre, end han tidligere har været vant til.

- Der er klart en forskel ved Haas, og det har været en rigtig god oplevelse indtil videre. Der er en meget mere familiær følelse her, fordi holdet er så småt. 

- Det har ikke taget lang tid at lære alle at kende, og jeg føler allerede, at jeg kender alle navnene. Det nåede jeg aldrig hos McLaren eller Renault, fortæller Magnussen til Formel 1-mediet GPupdate.

Langt bedre holdånd 

Racerkøreren mener, at 'familie-følelsen' resulterer i et langt bedre arbejdsmiljø, hvor holdet arbejder sammen om at blive bedre.

- Selv internt på Formel 1-holdene er der meget konkurrence mellem ingeniører, designere og så videre. De konkurrerer alle mod hinanden, og det er ikke godt for holdånden.

decms://77a2c06867077f411c4eb1972e6505f03e1f00cf

- Hos Haas arbejder de sammen i stedet for mod hinanden, de kæmper ikke for hinandens job. Her føler alle sig under pres, men de føler sig ikke truet. 

På Magnussens nye hold er Gene Haas ejeren, mens Günter Steiner er team-chefen. Så enkelt er det. Her er der ikke et hav af andre chefer, og det er danskeren glad for.

- Jeg tror, det bliver nemmere her, fordi vi har en lille ledelsesstruktur med én vision, og ikke tre eller fire forskellige visioner, så det er sundt. 

decms://d7fd92296c54d854334125bafa2dab9215bbee0a

- Det hjælper meget, at du ved, hvem du skal gå til med dine problemer. Det hele er stadig meget nyt, men hvis der opstår et problem, så ved man, at Günter kommer til at være der. Så problemet vil blive løst, og man kan komme videre.

Kevin Magnussen og holdkammeraten Romain Grosjean åbner Formel 1-sæsonen den 26. marts, hvor det australske grand prix venter i Melbourne.