McLaren har fundet Alonsos afløser

16x9
Jenson Button og Fernando Alonso med en krammer ved Japans Grand Prix i sidste sæson. Foto: TOSHIFUMI KITAMURA / Scanpix Denmark

Det bliver Jenson Button, der kommer til at afløse Fernando Alonso ved Monacos Grand Prix. Det skriver McLaren i en pressemeddelelse.

Jenson Button var egentlig gået på Formel 1-pension, men nu kan den tidligere verdensmester godt begynde at gøre sig klar til et comeback.

McLaren har fredag offentliggjort, at englænderen kommer til at afløse Fernando Alonso, når Monacos Grand Prix skal køres.

Jenson Button siger i pressemeddelelsen fra McLaren, at han glæder sig til at gøre comeback.

- Jeg er henrykt over at få lov til at komme tilbage for et enkelt løb, og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at gøre det end i Monaco.

Button vandt Monacos Grand Prix tilbage i 2009, og selvom han ikke forventer at kunne gentage den succes, så håber og tror han på, at McLaren-Honda-holdet kan køre et godt løb.

- Jeg tror, at vi har en god mulighed for at score point, hvilket vil være rigtig værdifuldt for holdet i forhold til konstruktørens mesterskab.

Monaco passer Button godt

At det bliver Jenson Button, der kommer til at afløse Fernando Alonso til Monacos Grand Prix, kommer ikke som den store overraskelse. Allerede da Alonso i går meldte ud, at han dropper grandprixet i Monaco til fordel for "Indy 500", blev Button nævnt.

Banen i Monaco er meget anderledes end de øvrige på Formel 1-kalenderen. Løbet foregår i Monte Carlos snævre gader, og derfor kan erfaring være en stor fordel. Noget som Jenson Button med sine 37 år har masser af.

- Det er en drilsk bybane, hvor en god racerkører virkelig kan gøre en forskel, og selvom McLaren-Honda ikke er begyndt denne sæson godt, så tror jeg, at bilen kommer til at passe bedre til Monaco, end mange af de hurtige baner, som Fernando (Alonso) og Stoffel (Vandoorne) har kørt indtil nu i sæsonen, vurderer Jenson Button.

Hos McLaren-Honda er direktør, Eric Boullier, glad for, at det er lykkes at få Jenson Button til at køre for holdet igen.

- Han har altid gjort det godt i Monaco, og jeg er sikker på, at han vil gøre et godt arbejde for os.

Monacos Grand Prix bliver kørt søndag den 28. maj, og det er indtil videre planen, at Fernando Alonso kun skal være ude det ene løb.