’Unødvendig og dum’ strategi for Kevin: - Haas tager for store chancer

16x9
Kevin Magnussen starter som den sidste i Bahrains Formel 1-grandprix. Foto: Scanpix Denmark

Formel 1-holdet Haas tog for store og unødvendige chancer med Kevin Magnussen, da han oversatsede i kvalifikationen, vurderer motorsportsjournalist.

Hvo intet vover, intet vinder, lyder et ældgammelt udtryk.

Den devise bliver dog efterlevet i alt for høj grad for Kevin Magnussens Formel 1-hold Haas, der senest i lørdagens kvalifikation til Bahrains grandprix tog en for stor chance med danskeren, vurderer TV 2 SPORTs motorsportsjournalist Jacob Hammerholt.

- Haas tager for store chancer. Det er en unødvendig og dum strategi, siger han til TV 2 SPORT og uddyber:

- Det er fornuftigt at sende Kevin Magnussen ud sent i den første kvalifikation, men det virker ikke velovervejet, at det er så sent, at han kun har én mulighed for at køre en god tid, fordi der altid er en risiko for, at der kan ske det, der gjorde for ham.

Magnussens sidste omgang blev ødelagt, da den spanske racerkører Carlos Sainz holdt stille i siden af banen ved det allersidste sving. Danskeren kørte bag Sainz, og da der kom gult flag af sikkerhedshensyn, blev Magnussen tvunget til at køre langsomt gennem svinget. Det kostede så dyrt, at han ikke kom videre fra første runde i kvalifikationen, Q1, og dermed starter sidst i dagens grandprix i Bahrain.

Haas forsvarer sats

Kevin Magnussen kalder selv kvalifikationen for uheldig og mener, at det var nødvendigt at satse, fordi banen i Bahrain kan koste kørerne gode tider i starten på grund af sand, der blæser ind på banen.

Derfor kan der være en stor fordel i at starte så sent som muligt, fordi forholdene dermed er blevet bedre.

- Med vores ydeevne er vi nødt til at bruge banens forbedringer til at kunne køre os op. Hvis bilen var hurtigere, behøvede vi ikke at tage chancen, siger Haas-teamchefen Günther Steiner i en pressemeddelelse.

Den undskyldning er Jacob Hammerholt uenig i.

Han forstår godt overvejelserne bag holdets beslutning om at satse, men mener, at Kevin Magnussen havde kørt fine tider, der burde have fået Haas til at tage den mere med ro i forhold til at få danskeren videre til næste kvalifikationsrunde.

- Det er et ekstremt tæt midterfelt i Formel 1, og vi ved, at det er de små marginaler, der afgør det, men Haas er ikke så pressede, at de bør satse så meget. De har en bil, hvor det ikke er nødvendigt at satse så voldsomt som andre biler i midterfeltet, siger Jacob Hammerholt.

Haas oplevede præcis det samme i seneste Formel 1-grandprix i Kina, hvor Kevin Magnussens teamkollega Romain Grosjean også kørte sent ud i første kvalifikation og blev fanget bag et gult flag.

- At slutte med gult flag to weekender i træk er en smule uheldigt. I sidste uge startede vi næstsidst, og Romain Grosjean sluttede som nummer 11. Vi vil helt sikkert forsøge at gøre det samme i morgen (i dag, red.) – at komme tilbage i pointene, som vi så, det var muligt i sidste uge, siger Guenther Steiner.

Følg søndagens Formel 1-grandprix i Bahrain i vores liveblog på sport.tv2.dk klokken 17.