Magnussen indkasserer bundkarakterer efter Bahrain

16x9
Kevin Magnussen havde en hård weekend i Bahrain. Foto: Scanpix Denmark

Kevin Magnussen indkasserer nogle af feltets laveste karakterer efter weekendens grandprix i Bahrain.

Kevin Magnussen havde mildest talt ikke sit livs weekend, da han kørte Formel 1-grandprixet i Bahrain.

Lørdag blev danskeren den dårligste placerede i hele kvalifikationen, hvilket resulterede i, at Magnussen søndag startede løbet som den dårligst placerede.

Her nåede danskeren at køre sig nogle placeringer frem, men efter ni ud af 57 omgange mistede Haas-raceren sin power, hvorefter Magnussen måtte stoppe og udgå af løbet.

Derfor er det heller ikke de store roser, der bliver kastet efter danskeren i de udenlandske karakterbøger.

'Alt gik galt'

Engelske Sky Sports giver kørerne individuelle karakterer, og i selskab med to andre racerkørere indkasserer Magnussen mediets dårligste karakter. Han får karakteren fem ud ti.

- Efter point i Kinas Grand Prix holdt Kevin Magnussens kun syv omgange, inden hans Ferrari-motor gik i stykker, skriver Sky Sports om danskeren.

Hos Autosport.com har de samme vurdering af Kevin Magnussens præstation i Bahrain. Her får danskeren nemlig også karakteren fem ud af ti.

- Et skuffende grandprix for Magnussen efter at have scoret det første point for Haas i Kina. Han følte, at det gule flag ødelagde hans chancer i kvalifikationen, men i virkeligheden kørte han alligevel ikke hurtigt nok til at nå Q2.

- Han rykkede tre pladser frem på første omgang af løbet, men det varede kun syv omgange, inden et elektronisk problem tvang ham ud, skriver Autosport.com om Haas-køreren.

Magnussen modtager endnu flere tæsk fra tyske Auto Motor und Sport, der giver danskeren hans dårligste karakter efter løbet i Bahrain. Her får danskeren fire ud af ti.

Kun én kører får en dårligere karakter. Nemlig Magnussens tidligere McLaren-kollega Stoffel Vandoorne.

- For Magnussen gik alt galt. Gule flag under hans hurtige kvalrunde kostede danskeren pladsen i Q2. I løbet satte motoren ud med elektronisk defekt, lyder det fra Auto Motor und Sport om danskeren.

Magnussen nåede kun at køre ni omgange, før Magnussen måtte trille bilen væk fra banen.
Magnussen nåede kun at køre ni omgange, før Magnussen måtte trille bilen væk fra banen. Foto: Scanpix Denmark

Heller ikke herhjemme er der noget godt at hente for Haas-køreren. BT giver ham karakteren fire på 12-skalaen.

Avisen fastslår, at Magnussen kan kritiseres for lørdagens satsning, men derimod ikke for søndagens tekniske nedtur.

- Fredagens træninger forløb på det jævne, men viste egentlig lovende fart i bilen. Kvalifikationen blev en decideret katastrofe, hvor Kevin Magnussen og Haas-teamet satsede, men fejlede, da danskeren blev fanget bag et uheld og fik ødelagt omgangen.

- Det resulterede i en sidsteplads, hvilket var en spildt mulighed, for bilen havde fart til mere. Kevin Magnussen startede faktisk løbet godt og avancerede fem placeringer, før en teknisk defekt satte en stopper efter bare ni omgange, skriver BT.

Det næste Formel 1-løb der venter Kevin Magnussen er Ruslands grandprix den 28.-30. april.