Magnussen om 'produktiv' testdag: - Interessante ting i vente

16x9
Kevin Magnussen er tilfreds efter sin test i Bahrain. Foto: VALDRIN XHEMAJ / Scanpix Denmark

Kevin Magnussen ser lyst på tingene, efter at han fik 88 omgange i Haas-raceren og kørte femtehurtigst af alle i den sidste test i Bahrain.

Danske Kevin Magnussen bliver som ugerne går mere og mere fortrolig med sin Haas-racer. Onsdag blev det til mange flere omgange, da han sammen med det øvrige Formel 1-felt testede i Bahrain.

På sin 70. omgang af i alt 88 kørte Magnussen de 5,412 kilometer i tiden 1:32.120, og det placerede danskeren som nummer fem af de 12 kørere, der tog del i testen.

​- Vi fik kørt nogle gode omgange. Det var en god test i dag. Der burde være nogle interessante ting i vente til de kommende løb, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse udsendt af Haas-teamet.

Kevin Magnussen kørte én omgang mere end teamkammeraten Romain Grosjean, der sad i raceren tirsdag, og danskeren var også hurtigere end franskmanden. Grosjeans bedste tid var 1:32.452.

- I noget af arbejdet, vi lavede i dag, var der en smule, der gik igen fra i går, hvor Romain kørte, men vi fik også prøvet noget nyt af, hvilket var godt. Alt i alt har det været en produktiv dag, lyder det fra Magnussen.

Danskeren udgik af weekendens grandprix på Sakhir-banen i Bahrain efter bare ni omgange, da raceren mistede power og stoppede, men nu er der altså igen glæde at spore hos Magnussen.

Næste gang, Kevin Magnussen sætter sig i raceren, er i Sotji fredag den 28. april. Her finder første træning sted forud for det russiske grandprix, der er det fjerde i denne sæson.