Formel 1-boss: Ferrari-gestus er tegn på en ny æra

16x9
Ferrari-fan Thomas Danel fik lov til at blive fotograferet sammen med Ferraris Kimi Raikkonen. Foto: Twitter @ScuderiaFerrari

Kimi Raikkonen mødtes under Barcelona-grandprixet med en fan. Noget som ikke ville være sket tidligere i Formel 1, mener den nye bestyrelsesformand.

Formel 1-sporten og især Ferrari har fået en masse positiv omtale efter weekendens grandprix i Barcelona.

TV-billeder under løbet viste en trist Ferrari-fan, da han så Kimi Raikkonen udgå på første omgang, men han fik smilet tilbage, da han fik lov til at møde Kimi Raikkonen, mens løbet fortsat var i gang.

Det var Ferrari selv, der havde fundet drengen ved navn Thomas Danel på tilskuerpladserne og havde inviteret ham ned i garagen. Noget som ikke var muligt under de tidligere ejere, mener Chase Carey, der er bestyrelsesformand for moderselskabet bag Formel 1.

- Vi fik alt det her omtale om en lille dreng, der blev tilbudt at komme med i garagen. De (Ferrari red.) gjorde det på egen hånd med en grad af frihed, som de ikke havde for et år siden.

- Jeg sagde ikke til dem, at de skulle finde den lille dreng. Der var folk, der gjorde det på egen hånd, og som troede på, det ville være et specielt øjeblik. Hvilket det var.

Blandede minder fra Barcelona

Thomas Danels familie fik også lov til at være med på et billede sammen med sønnens idol.

Ferrari skrev efterfølgende på deres Twitter-profil, at de tager gode minder med fra Barcelona. 

Lutter gode minder blev det dog ikke kun til for Ferrari. Udover at Kimi Raikkonen måtte udgå af løbet, mistede holdkammeraten Sebastian Vettel også førstepladsen til konkurrenten Lewis Hamilton (Mercedes) efter at have ført det meste af løbet.

Vettel fører stadig i den samlede VM-stilling, men forspringet til Hamilton er blevet reduceret til seks point. På de efterfølgende pladser kommer Valtteri Bottas (Mercedes) og Kimi Raikkonen.